Billede beskrivelse

Trænere rykker op

18. juni 2017 kl. 11.44

fodboldsæsonen nærmer sig sin afslutning og forberedelserne til en ny er så småt i gang i Jammerbugt FC’s talentafdeling, hvor der er trænerskifte i sommerpausen.

Nuværende U17 træner, Tommy Pedersen, følger med sit hold op og bliver U19 træner. Samtidig rykker nuværende U19 træner, Michael Kristensen, også en tand op, hvor han træder ind i trænerteamet på seniorafdelingens andethold i Serie 1.

Det efterlader et hul på U17 trænerposten, som klubbens nuværende U16 træner, Ole Nielsen fylder ud, da han følger med sit hold op.

- Jeg har jo efterhånden været træner i mere end 20 år og har brugt de seneste fire af dem her i klubben. Så jeg kender klubben godt og på den måde bliver det ikke den store omvæltning. Men jeg glæder mig meget til at skulle arbejde tæt sammen med trænerteamet hos både U19 og divisionsholdet, fremhæver den erfarne træner.

Selvom det er en ny udfordring for Ole Nielsen, så starter han på ingen måde på bar bund. Han kender nemlig størstedelen af sine spillere særdeles godt. Jammerbugt FC’s nye U17 træner har således trænet dem siden det hed U13 og dette store kendskab er ikke mindst godt for udviklingsprocessen, som trods det at Ole Nielsen helst vinder hver gang, stadig har det største fokus.

- Målet er i første omgang top fire, så vi kommer med over i den gode ende, når vi skal videre over ved årsskiftet. Det bliver en svær udfordring, da der er mange stærke hold, men det er vores klare forventning at vi kan lykkes, fortæller Ole Nielsen og fortsætter.

- Udviklingen af den enkelte spiller er naturligvis den væsentligste målsætning, og håbet er da også, at vi om et par år kan levere nogle divisionsspillere til seniorafdelingen. Men det er også vigtigt at sige, at hvis vi er 25 spillere, så skal vi både udvikle nummer 1 og nummer 25. Vi skal i den kommende sæson slå to årgange sammen, men det er et rigtig godt hold, som har været inde i en spændende udvikling og som har masser af potentiale, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste