Tidlig fastelavn i legestuen i Fjerritslev
I den forgange uge blev der holdt en lidt tidlig fastelavnsfest for nogle af Fjerritslevs yngste borgere. De fire dagplejemødre Bodil Krogh, Joan Jørgensen, Lone Thomsen og Bodil Rasmussen, der mødes i en legestuegruppe, holdt fastelavnsfest. Det tidlige tidspunkt skyldes en fuldt booket kalender med aktiviteter for dagplejebørnene, der i den kommende tid får besøg fra musikskolen.
Som optakt til fastelavnsfesten er der blevet øvet sange og snakket om udklædningen, så børnene var velforberedte til de klassiske aktiviteter som tøndeslagning og spisning af fastelavnsboller. Det gik dog lidt trægt med tøndeslagningen, for børnene var lidt usikre på hvordan man gjorde. Det ville en af dagplejemødrene vise dem og - VUPTI slog hun tønden af snoren. De voksne skyndte sig at putte godterne tilbage i tønden, der heldigvis kunne sættes sammen igen. Da det så lykkedes en af børnene at slå tønden ned, gjorde de små poder som de havde set de voksne gøre - nemlig at putte godterne tilbage i tønden. Det grinte dagplejemødrene meget af, og måtte derefter i gang med at vise børnene, at der var godter i de kræmmerhuse der faldt ud af tønden, og at de skulle spises. Så selv om de var blevet grundigt instrueret hjemmefra, gør børn altså som de har set deres voksne forbilleder gøre - ikke en uvæsentlig pointe for alle voksne at bemærke.
Der var der i mod ingen problemer for de 13 børn, da fastelavnsbollerne skulle indtages med et dejligt glas kakaomælk.