Billede beskrivelse

Thiele har fået øje på Aabybro

Lokal optikertrio viderefører Lars Bloch Briller og skifter både kæde og adresse til Aabybro Centret

07. marts 2018 kl. 08.25

Aabybro: På årets koldeste dag, var der varme smil i en af Aabybros specialforretninger.

Lars Bloch Briller er per 1. marts overtaget af et kendt ansigt i Aabybro, optiker Jesper Damgaard, som skifter kædetilhørsforhold fra Profil Optik til Thiele.

Jesper Damgaard er 47 år, og han har været ansat i Profil Optik i Aabybro siden 2002, og som butikschef de sidste 11 år.

Han bor til dagligt i Frejlev syd for Aalborg.

Med sig får han optiker Lise Abildgaard, som har været hos Profil Optik i tre år og som har et speciale i synstest af børn og unge.

Med følger også optikassistent Betina Lunde-Christensen, som har været i brillebranchen i to år. Også hos Profil Optik.

Skiftet fra butikschef til ejer sker i tæt samarbejde med to de to midtjyske optikere Ulrik Thrane fra Bjerringbro og Claus Honoré fra Herning.

De to sidstnævnte driver i forvejen i fællesskab en minikæde i Thiele-kæden, idet de sammen og hver for sig på tre år er lykkedes med at nå op på 10 forretninger i et bælte hen over Midtjylland.

Med købet af Bloch Briller på Torve Alle, bevæger man sig for første gang nord for Limfjorden, og det er med samme koncept som de andre steder, oplyser Jesper Damgaard.

Jesper Damgaard selv, har i en årrække gået med ønsket om, at få foden under egen disk, og han var helt klar, da muligheden viste sig, fortæller han.

- Ulrik og Claus er to sværvægtere inden for den jyske optikbranche, og da jeg fik føleren og så muligheden i min tidligere kollegabutik, var der ingen grund til betænkning.

- Det var bare med at slå til, da man næppe får et sådan tilbud siden hen, siger han.

Også adressen bliver ændret, når Jesper Damgaard og hans medarbejderstab til maj flytter ind i en total nyindrettet butik på 200 kvm. på adressen i Aabybrocentret, hvor der også bliver plads til en separat høreklinik.

Inden da bliver der afholdt overtagelsessalg i marts og april inden starten i i Aabybrocentret 4A, hvor Childhood 1979 tidligere har haft til huse.

- Opstarten bliver i maj, hvor der blandt andet skal være reception, siger Jesper Damgaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste