Tango for to i ord og toner
- Hvem gider danse tango alene?
Det spørger forfatter, musiker og foredragsholderen Lotte Rømer om, når Høreforeningen Jammerbugt inviterer til foredrag i Brovst Sports- og Kulturcenter torsdag aften 12. april.
Der skal to til en vellykket kommunikation, og er der høretab eller tinnitus på spil, har det også konsekvens for omgivelserne. Høreapparater er en fantastisk hjælp, men de giver ikke den normale hørelse igen, så der skal lidt benarbejde til for begge parter.
Op imod 800.000 danskere har problemer med hørelsen af den ene eller anden art, men det er kun hver anden, der gør noget ved det.
- Det kan være svært at acceptere forandringer. Specielt når det handler om hørelsen, som overvejende er den sans, vi bruger i kommunikation og samvær med andre mennesker, forklarer Lotte Rømer.
Isolation, træthed og tab af livskvalitet er ofte konsekvenserne af et høreproblem, og det er ikke lige nemt at finde forståelse og hjælp til at klare de psykologiske forandringer.