Super sankthans med knaldende bål og rygende vafler

24. juni 2022 kl. 14.52

Peter Søndermølle satte ild til sankthansbålet i Jægerum Søpark, hvor ilden bredte sig med lynets hast, og der lød nogle gevaldige knald inde fra bålet.

Han er en af de tre, der hvert år har tjansen med at forberede og tænde sankthansbålet ved søen mellem Brovst og Halvrimmen. En af de andre er Bjarne Røge Jensen, som har glædet sig til årets bål.

- Vi skal jo gøre alle glade her i Halvrimmen. Måske også i Brovst. Så det er jo rigtigt dejligt. Vi glæder os til det. Og så det fantastiske vejr der er her, det er jo dejligt, siger han.

Ilden når heksen i toppen af bålet. Den er kreeret af børnene i Børnehuset i Halvrimmen. Bedømmelsen af årets bål kommer prompte.

- Det er jo perfekt, ligesom det altid har været. Alt er klar, som vi altid har planlagt det. Så det kan ikke blive bedre. Så nu glæder vi os til resten af aftenen, siger Bjarne Røge Jensen, mens bålet knitrer og knalder, og røgen stiger mod himlen.

Hvor knaldene kommer fra, kan ingen i trekløveren svare på. Hvor mange sankthansbål Bjarne Røge Jensen har været med til at tænde, kan han heller ikke svare på.

- Jeg er 68 år, så jeg har været med til mange, er det nærmeste, han kan komme på det.

Hemmelige vafler

Vaffeljernene i madpakkehuset ryger om kap med bålet. Hver gang en vaffel bliver fisket ud af et af jernene og over på en paptallerken, bliver vaffeljernet straks fyldt med dej igen. Hanne Jensen, som rutineret passer jernene, har ikke tal på, hvor mange vafler, det bliver til i løbet af sankthansaften, men hun kan fortælle, hvor længe bageriet varer.

- Cirka tre timer på dobbelte jern. Så det bliver til noget. Og folk de står gerne i kø også, siger Hanne Jensen, som er formand for Halvrimmen Borgerforening, der er arrangør af sankthansaften i Jægerum Søpark.

Traditionen med vaffelbagning til sankthans i Halvrimmen er gammel.

- Nu har jeg jo kun været med siden 2003, og jeg ved, at de i hvert fald også har været med i 80’erne. Det er over 40 år, og der ved jeg i hvert fald, at de har været bagt. Og folk, de kommer og siger: ”Vi skal have vaflerne herude ved søen”, fortæller Hanne Jensen.

De både dufter og smager skønt. Og under bordet med vaffeljernene står 10 liter vaffeldej parat til at møde den store efterspørgsel. Men opskriften på de lækre vafler er ikke til salg, selvom mange gennem tidens løb har været interesserede i at få fingre i den.

- Vil du gerne have den? Godt, så meld dig ind i bestyrelsen, så får du den. For du skal være medlem af bestyrelsen for at få den, siger Hanne Jensen med et stort smil.

De mange fremmødte, der ikke er medlemmer af bestyrelsen i Halvrimmen Borgerforening, nøjes med at smage på vaflerne, se på bålet og hygge sig i det smukke sankthansvejr.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste