Succes med kvindeaften om makeup og hårmode
Majken Hedemann fra Salon M og Malene Gyde fra Matas har netop holdt to vellykkede kundearrangementer.
Aftenerne bød på masser af inspiration til håropsætning og tips og fif til en flot makeup. Generelt blev der talt meget om at basen er vigtig for en flot og holdbar frisure eller makeup. Og at der skal styling til for at en frisure holder.
Der blev vist mange forskellige håropsætninger - alt lige fra et hår med enkelt crepe baner i håret, der giver flot fylde og effekt til mere opsatte frisurer, hvor håret gerne må være mere "tilfældigt" sat op.
På makeupsiden blev der vist dags-, aften- og festmakeup. Efterårets tendenser er blandt andet, at læbestiften eller glossen gerne må være lagt på med fingrene, så læbestift eller gloss ikke er lagt helt ud til kanten af læben alle steder. Dog skal man holde sig inden for læbens grænse.
- Vi fik ideen til arrangementet, da vi tit hører fra vores kunder: "Hvorfor holder min frisure ikke", "Jeg kan ikke selv sætte mit hår, så det er altid i en hestehale" eller "Jeg bruger kun mascara, det andet kan jeg ikke finde ud af" og "jeg ved ikke hvad der passer til mig". Og selvom man hjælper og vejleder sine kunder, når de er i butikken eller salonen, så tænkte vi, at der måtte være et ønske om at "lære" og få nogle fif til hvordan. Så det skulle prøves af, fortæller Majken Hedemann og Malene Gyde.
- Det har været fantastisk at der var været stor tilslutning til vores arrangement. Den første aften var fyldt i løbet af få timer og vi valgte derfor at lave en aften mere. Den var lige så hurtigt fyldt op. Det er skønt at kvinderne her i Brovst og omegn har lyst til at deltage og vi nyder at dele ud af vores viden, fortæller Malene Gyde fra Matas.
Den første aften blev afholdt 26. oktober og anden 30. oktober. Begge aftener blev afholdt i Salon M. Der blev serveret lækker velkomstdrink, hvor inspirationen var hentet hos Hr. Nielsen. Begge aftener var lynhurtigt udsolgt, fortæller arrangørerne, der er glade for den store opbakning fra kunderne og interessen for at deltage i arrangementer, der bliver holdt på tværs af forretningerne i byen.
- Det var vigtigt for os, at det skulle være en intim aften, hvor der ikke skulle være flere deltagere end at alle kunne få noget ud af det. Og det føler vi virkelig, at de fik. Det har været to meget hyggelige aftener, fortæller Majken Hedemann fra Salon M.