Stort rykind i Lillis have
Søndag 11. juni havde Aabybro Havekreds arrangeret et besøg i Lilli Nielsens have på Skolevej i Aabybro.
Til trods for at det regnede ind imellem var der alligevel mødt 80 have interesserede frem for at se Lillis inspirerende og velplejede have. Haven er blevet udvidet flere gange, idet Lilli selv med egen arbejdskraft har fældet mere og mere skov, som hun har omdannet til store bede, der er beplantet med sjældne træer, buske, stauder og løgvækster. Lilli Nielsen er ferm til at bruge en motorsav og der blev også lejlighed til at se hendes arbejdsredskaber. "Man skal ikke gå ned på udstyr", som Lilli udtrykte det.
Havekredsen havde inviteret AM Blomster fra Kaas til at komme og vise, hvordan der kan laves dekorationer af materiale, som er i Lillis have.
Det blev til 12 flotte buketter og dekorationer, som efterfølgende blev bortloddet ved amerikansk lotteri.
Eftermiddagskaffen blev indtaget på den store overdækkede terrasse og i garagen havde Havekredsen sørget for et stort kagebord.
Næste gang Aabybro Havekreds har et arrangement er onsdag 12. juli på Tranumvej 116 hos Ulla og Tommy Borup.