Stor indsamling giver ny hjertestarter
31.930 kroner. Så mange penge har en gruppe borgere i Saltum samlet ind til Hjerteforeningens Landsuddeling. Det store beløb betyder både, at beboerne på Fælledvej får en gratis hjertestarter, og at de er den gruppe i Danmark, der har samlet trejdeflest penge ind.
- Vi har snakket om det de sidste tre-fire år i vores beboerforening, når vi havde generalforsamling. Men det er begrænset, hvad vi 12 kan give. Og så sagde jeg: ”Nu har vi chancen. Nu er det muligt at få én hjem fra Hjerteforeningen. Skal vi ikke prøve at gøre noget ud af det?” Og så var jeg rundt og snakke med nogle forskellige, og så sagde de, at det, syntes de, det var en god ide. Og så ringede jeg og snakkede med Hjerteforeningen om, hvad vi skulle gøre, siger Jens Chr. Buje, kasserer i Grundejerforeningen Fælledvej NØ i Saltum.
Hjerteforeningen har ikke en landsindsamling men en landsuddeling, hvor frivillige samler penge ind, for at foreningen kan dele hjertestartere ud. 13 af beboerne på Fælledvej gav hver 1.100 kroner til landsuddelingen, og så var der seks, som gik fra dør til dør og samlede resten af det imponerende beløb ind.
Der er allerede to hjertestartere i Saltum. Men borgerne på Fælledvej synes, de er placeret for langt væk. Især fordi der er flere beboere i området, som har hjerteproblemer.
- Der er flere ældre folk her, og så synes vi, det kunne være rart med en hjertestarter. Der er en ved Meny, og der er en nede ved hallen. Men er der én, der får et hjertestop, og man skal til og helt derned, så går der lang tid. Og fem minutter de kostbare, fortæller kassereren.
Jens Chr. Buje har selv stor erfaring med førstehjælp. Han har været samarit i Røde Kors i 10 år og førstehjælper i Fårup Sommerland i 21 år. To gange har han prøvet at hjælpe en person med hjertestop. Alligevel er han glad for, at der er en hjertestarter på vej til kvarteret.
- Det betyder meget for mig, fordi jeg har været samarit siden 1982. Og så synes jeg, at det var rart at have sådan en. Og så siger de også: ”Jamen, du kan jo godt give hjertemassage.” Ja, men hvis jeg selv falder om, så vil jeg også godt have, at der er en anden, der kan redde mig, siger Jens Chr. Buje.
- Jeg synes, det bliver dejligt at få sådan en. Vi føler os mere trygge her i området, slutter han.
Den nye hjertestarter bliver sat op inden den 1. august.