Stigende efterspørgsel på sommerhuse i Han Herred
Sidste år kunne Feriepartner Jammerbugt runde et skarpt hjørne med hus nr. 100 til udlejning, da Morten Madsen valgte at leje sit sommerhus på Markstien ved Thorup Strand ud gennem firmaet.
Hos Feriepartner Jammerbugt har man gennem den seneste tid oplevet en stigning i antallet af turister i den vestligste del af Jammerbugten. Interessen har været så stor, at man for nogen tid siden besluttede at rykke en afdeling til Fjerritslev, så man kom tættere på både udlejere og de besøgende, der skulle hente nøgler til sommerhusene i nærområdet. I første omgang valgte man at leje sig ind hos EDC i Fjerritslev, men det viste sig hurtigt, at lokalerne var for små, da interessen for sommerhuse er i markant stigning - og i særdeleshed omkring det naturskønne Fjerritslev. Derfor gik jagten ind på en ny adresse, der kunne rumme den ekspanderende virksomhed og skabe de rigtige rammer for udlejningsfirmaet.
Med påsken ved døren og de solrige dage forude er der for alvor gang i sommerhusudlejningen i Fjerritslev, som efter alt at dømme er voksende i området og i hele landet generelt. Danskerne bliver i stadig højere grad tiltrukket af tanken om at nyde sommeren sammen med familien ved de danske sandstrande og den smukke natur, selvom temperaturen endnu ikke indbyder til en dukkert i bølgerne.