Stafet for Livet 2018 er klar til start
Onsdag lagde Fjerritslev Gymnasium lokaler til et Kick Off-arrangement for de mange frivillige, der deltager i arbejdsgrupperne bag Stafet For Livet Fjerritslev. De frivillige mødte talstærkt op for at høre mere om årets arrangement, møde de andre frivillige og høre mere om arbejdsopgaverne i de forskellige arbejdsgrupper.
Det er nu, de forskellige arbejdsgrupper bag Stafet For Livet Fjerritslev for alvor trækker i arbejdstøjet, for selvom der lige nu er lang tid til d. 1.-2. september, hvor dette års lokale stafet afvikles, ligger der også et kæmpe planlægningsarbejde forud for eventet. Heldigvis har det vist sig, at der er mange gode kræfter, der står klar til at løfte opgaven.
- Der har været en enorm god energi og virkelyst på mødet. Jeg synes virkelig, at vi har fået sat et stærkt team til at løfte den store opgave, det alt andet lige er at stable sådan et arrangement på benene. Snakken er gået livligt rundt omkring ved bordene, og der er masser af gode idéer og initiativer på tegnebrættet. Det er fantastisk at opleve det engagement, der er omkring vores stafet, og det tegner helt sikkert godt i forhold til at gentage sidste års succes, lyder det fra den lokale stafets formand, Anne Marie Holm.
2017 var første år, der blev afholdt Stafet For Livet i Jammerbugten, og her var der solid opbakning både fra de mange deltagere på banen, fra det lokale erhvervsliv, fra de mange frivillige bands og foreninger og de mange besøgende på pladsen. Den store opbakning resulterede i, at Stafet For Livet Fjerritslev kunne sende mere end 450.000 kr. afsted til Kræftens Bekæmpelse - heraf gik de 45.000 kr. direkte til Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Jammerbugt Kommune til brug for lokale initiativer, der kommer kræftpatienter og pårørende i Jammerbugten til gode.
Holdet bag Stafet For Livet Fjerritslev håber på, at man igen i år vil møde stor opbakning fra hele Jammerbugt Kommune.
- Vores sponsorer og frivillige bidragydere spillede en vigtig rolle i forhold til det flotte resultat, vi opnåede på sidste års stafet. En lang række virksomheder, organisationer og frivillige bidragydere viste deres opbakning ved at tegne et sponsorat eller give donationer til mad, udstyr og underholdning med mere. Det håber vi naturligvis gentager sig i år. På samme måde håber vi, at endnu flere har fået lyst til at tilmelde sig stafetten som deltagere. Jo flere, des bedre. Det er jo netop deltagerne, der sætter kolorit på det hele og skaber den helt unikke stemning, vi oplever på pladsen. Nu har mange oplevet stafetten og ved lidt mere om, hvad det går ud på, og vi håber helt sikkert på, at det har givet endnu flere lyst til at være med - både som deltagere og som sponsorer, lyder det fra Anne Marie Holm.
Stafettens sponsorteam er så småt gået i gang med at kontakte de lokale virksomheder, og de første sponsorater er da også allerede tegnet. Der er dog ikke ressourcer til, at sponsorteamet kan nå ud til alle virksomheder, og derfor opfordrer formanden til, at man tager kontakt til sponsorgruppen på mail: sponsor@stafetfjerritslev.dk, hvis man gerne vil have et besøg eller ønsker at tegne et sponsorat.
Med et deltagerantal på 1.061 i 2017, fik Stafet For Livet en flot debut i Jammerbugten, og teamet bag den lokale stafet håber på, at deltagertallet bliver mindst lige så flot i år.
- Vi håber naturligvis, at alle dem, der deltog sidste år, også har lyst til at være med i år, men herudover satser vi da helt klart også på, at nye kommer til. Man kan allerede nu oprette hold og tilmelde sig som deltager eller fighter på vores hjemmeside, www.stafetforlivet.dk/fjerritslev, så det er bare at komme i gang. Jo før, jo bedre. For udover at det i sig selv er enormt motiverende at se deltagerantallet vokse, så er det da helt klart også - af hensyn til planlægningen - skønnest, at alle ikke venter til 11. time med at tilmelde sig. Så sæt kryds i kalenderen d. 1. -2. september, prik til alle i jeres omgangskreds og fortæl dem, at de selvfølgelig skal med, og få så endelig den tilmelding fra hånden, lyder opfordringen fra formanden.