Spil Dansk på Jammerbugtsk
Selv om det først er i uge 44, at årets Spil Dansk uge finder sted, så er planlægningen i Jammerbugt Kommune allerede i gang.
Ligesom de to foregående år vælger Jammerbugt nemlig selv at stå for indholdet i ugens løb fremfor at købe pakkerne fra Spil Dansk Sekretariatet - som koster henholdsvis
28.000 kroner for 11 musikprojekter eller 37.000 kroner for 17 musikprojekter - fordi tilbuddene ikke er så relevante for kommunen. Derfor støtter Kultur- Fritids og Landdistriktsudvalget indstillingen fra Vækst og Udvikling og Kulturskolen, at de planlægger arrangementet, og det er de allerede i gang med.
Planen er, at 10 børnehaver hver kan få fem timers arbejde med en professionel musiker og sanger i samarbejde med BMMK (Børns Møde Med Kunsten).
Desuden vil Kulturskolen arrangere otte koncerter på plejecentre med fælles erindringssang, og korene i kommunen får tilbud om en fælles aften på Kultur- & Erhvervs Center Jammerbugt i Aabybro.
Endelig bliver alle skoler og dagtilbud opfordret til støtte om Spil Dansk, mens kirkerne opfordres til at invitere børn og bedsteforældre til sang, mens kulturildsjælene opfordres til at komme med forslag.
Kulturskolen arrangerer også en guitarworkshop med Steffen Schakinger samt lærere og studerende fra konservatoriet med efterfølgende koncert i Kultur & Erhvervs Center Jammerbugt.
Med udgangspunkt i en støtte på 16.000 kroner fra Kultur- Fritids og Landdistriktsudvalget er budgettet på 38.500 kroner.
- Men vi kan kun bevillige 10.000 kroner, da vi har haft nogle uforudsete bevillinger tidligere i år, og vi skal jo holde vores budget, siger Helle bak Andreasen (V), formand for udvalget. Derfor skal forvaltningen tilpasse budgettet til den nedsatte støtte.