Billede beskrivelse

Sommerferien er slut: 3.738 elever tilbage på skolebænken

14. august 2024 kl. 14.01

BROVST: Mandag var sommerferien forbi, og Jammerbugt kommunes 3.738 folkeskoleelever har spidset blyanten og pakket pennalhuset til et nyt skoleår. 

For de alleryngste er det starten på et nyt liv -og for mange andre bliver året det sidste i folkeskolens trygge og kendte rammer.

På Brovst skole samledes de omkring 450 elever efter de første par timer i aulaen klokken 10.10.

Larmen var voldsom. Ikke fordi der var en råben og skrigen. Tværtimod, men snakken gik lystigt. De mange skoleelever havde travlt med at snakke om feriens oplevelser – og det var svært for skoleleder Rene Gregersen at få ørenlyd.

Men den garvede skoleleder har prøvet rumlen før, så han var udstyret med mikrofon – så stemmen gik alligevel veloplagt igennem al snakken.

Billede beskrivelse

Alle har et ansvar

- Velkommen tilbage efter sommerferien. Vi har haft travlt i lærergruppen med at forberede skoleåret, som for en dels vedkommende også bliver det sidste år her på Brovst skole, sagde Rene Gregersen, der understregede, at alle har et ansvar for, at skoleåret bliver godt.

- Så det er vigtigt, at vi alle opfører os ordentligt og tager hensyn til hinanden, lød det i den korte velkomst, inden der var fælles morgensang med skolesangen, hvor de første linjer gentager Gregersens korte formaning:

”Sig’ pænt Go’morgen til hinanden,

hver dag i et skoleår.

Ingen mobning, ingen banden,

I det meget bedre får.”

Her gik det så galt, for efter første vers måtte Rene Gregersen konstatere, at der var mere snak end sang. Så eleverne måtte begynde forfra.

Anden gang gik det bedre – og efter skolesangen gik skoleåret så i gang for alvor på Brovst skole.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste