Smykker og pil i Fjerritslev Kino
Dorte Lausten og Annelise Pedersbæk udstiller i Kinos galleri i september og oktober.
Dorte Lausten, guldsmed, tager sig den frihed til kun at arbejde unika, hun trives ikke med den monotone gentagelse af et smykke, hun syntes det er kedeligt og hæmmende for en kreativ tankegang. “Hængsler og beslag", det mekaniske brugbare smykke, der ikke er for fint til at blive brugt, er en vigtig essens i Dortes smykker.
Hun arbejder hovedsageligt i formgivning af sølvsmykker, da dette materiale giver den største mulighed i både overfladestruktur og farveholdning.
Annelise Pedersbæk formår at gøre pileflet til et unikt og spændende kunsthåndværk. Hun fremstiller brugsgenstande, men også pileflet ud fra en kreativ fantasi. Råmaterialet dyrkes på egen grund, for tiden er der 16 forskellige pile sorter. Annelise aflæser pilens muligheder og bruger sine rige kreative evner til at frembringe meget spændende kunsthåndværk. Hun kombinerer ofte pilen med andre ting fra naturen, det være sig gevir, træknuder og drivtømmer.
Udstillingen kan ses i Kinos åbningstid. Der er fernisering på udstillingen om aftenen 4. september.