Slid og slæb i Klim

Fribørnehave og vuggestue havde arbejdsdag

05. juni 2017 kl. 13.54

Igen i år er der blevet slidt og slæbt i Klim Fribørnehave og Vuggestue. Forældre, børn og personale brugte første lørdag i maj på at arbejde, for at legeplads og legerum i og omkring Klim fribørnehave og Vuggestue igen kunne stå skarpt.

Alle hjalp til med det de kunne, og både store og små muskler blev brugt.

- Mange opgaver blev klaret, og heldigvis var vejret med os, da den største opgave bestod i at fjerne gammelt og lave en ny sandkasse. Men derudover blev også koste, river, malerpensler og klude flittigt brugt. Så da vi nåede til middag, var der blandt andet lavet sandkasse, malet haveborde, fjernet ukrudt, fejet fliser, ryddet op, vasket legetøj og møbler. En yderst velfortjent pause med frokost blev holdt under åben himmel - med udsigten til den rengjorte og renoverede legeplads. Det er en formiddag, hvor der bliver knoklet, men hvor der samtidig også bliver hygget og talt om alt mellem himmel og jord; en dag både forældre, børn og personale sætter stor pris på at være en del af, fortæller pædagog Marianne Nielsen.

Efterfølgende havde børnene fri leg med vikarerne, mens forældre og personale deltog i den årlige generalforsamling, som i år er flyttet fra efterår til forår. Dagen sluttede med kage til alle børn og voksne.

- I den efterfølgende uge havde vi inviteret bedsteforældre, oldeforældre og andre voksenvenner på det årlige besøg. Igen i år var dette en stor succes, hvor næsten alle børn fik besøg. Dette er en stor dag, som børnene hvert år ser meget frem til. Alle børnene startede arrangementet med at synge fire sange, og derefter stod den på nærvær og hygge med gæsterne.

Flere forældre og bedsteforældre havde bagt lækre boller, som blev nydt med et glas saftevand, kaffe og te. Derefter kunne børnene ellers vise institutionen frem, tegne og lege med både egne og andres gæster. Selv en gåtur med trækvognen kunne de overtales til. Det var en meget hyggelig formiddag, som både børn og voksne nød. Det var med garanti både børn og voksne, som var trætte da vi til middag sagde på gensyn til bedsteforældrene. Vi glæder os allerede til næste bedsteforældredag, slutter Marianne Nielsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste