Skovsgård dilettanterne indbyder til pip på pensionatet
Skuespil: Der er generalprøve i morgen onsdag 4. marts kl. 19.00.
Skovsgård: Selv om forestillingerne finder sted på Skovsgård Hotel, er det ikke pip på hotellet, men i stedet ”Pip på pensionatet”, som Skovsgård Dilettanterne i denne og næste uge byder ind til.
Sådan lyder nemlig titlen på dette års dilettantforestilling, der er skrevet af Knud Erik Meyer Ibsen.
Her oprulles et broget persongalleri, som det kun ses i et dilettantstykke af bedste og sjoveste kaliber. Alt lige fra en sørgende enke og hendes hårdtslående søster over en socialdemokratisk lokalpolitiker, det lokale postbud og ditto betjent til både en vagabond, en generalmajor, en agent udklædt som tyroler samt en taxichauffør og en jurastuderende, begge fra København, er med til at lade historien eller rettere kampen om en klitplantørbolig rulle. Den just afdøde klitplantør har således tilsyneladende forladt denne verden uden at efterlade enken en eneste klink, og hvad gør man så for at redde ejendommen fra at blive overtaget af både militæret og kommunen? Svarene er mange og pudsige og inkluderer bl.a. en støbejernspande og lummer belysning.
Til at skabe pip på pensionatet ses der i år to nye ansigter på scenen, nemlig Astrid Blandow Bratholt og Jytte Brønnum Kristensen. Ellers består det øvrige hold af lutter kendte kræfter: Mariann Madsen, Helle Dam Andersen, Gurli Mose Pedersen, Flemming Beck, Søren Klitgaard, Erik Klit Christensen, Jens Kristian Brander og Per Iversen. Sidstnævnte tager sig også af instruktionen, mens Ulla Laursen sidder i sufflørsædet. Kari Blandow Bratholt er koordinator på opsætningen.
Som altid arrangeres dilettantforestillingerne af Skovsgård Borgerforening, og ”Pip i pensionatet” har premiere på torsdag d. 5. marts kl. 20.00.
Forud for forestillingen indbyder borgerforeningen og Skovsgård Hotel til fællesspisning kl. 17.30, hvortil der kan bestilles plads hos hotellet. Forestillingen opføres desuden tirsdag d. 10. marts kl. 19.00, hvor der også bydes på kaffebord, samt ved en åben generalprøve i morgen onsdag 4. marts kl. 19.00.