Ser på centrets udvikling en gang til
Et enigt økonomiudvalgt indstiller til kommunalbestyrelsen, at planerne om at lægge op til, at Aabybro Centret kan udvides til syv etager droppes til fordel for at se på mulighederne for en udvikling af centret en gang til.
- Vi har bedt vores arkitekter og andre folk i baglandet om at komme med andre forslag til en udvikling af Aabybro Centret, som kan ske på en mere lempelig måde, siger borgmester Mogens Christen gade (V).
I forbindelse med høringen af kommunens nye Helhedsplan blev der lagt op til, at de planmæssige rammer for en udvidelse af centret kunne omfatte op til syv etager.
Men det skabte en del uro og protester fra hovedsagligt naboer til centret, som frygter indblik til deres ejendomme, skyggegener og dermed, at ejendommene falder i værdi.
- Vi har lyttet til borgernes bekymring, siger Mogens Christen Gade.
Det betyder, at indtil videre er rammerne for en udvidelse af centret i højde, mængde og bebyggelseprocent den samme som i dag, altså højst to etager.
Men det står fast, at Aabybro Centret skal udvikles og, at der stadig skal bygges i højden.
- I Aabybro by skal der bygges i højden, men ikke nødvendigvis i syv etager, og vi vil finde smartere løsninger end det, der blev præsenteret på borgermødet i efteråret, og derfor har vi udfordret vores arkitekter. I det nye år begynder vi på en proces med at se på nye muligheder, holde borgermøder og orienteringer samt et arbejde med at få en ny lokalplan og tillæg til kommuneplanen, understreger borgmesteren.