Se billederne: Ny Klarborg-butik åbner i Hune på mandag

Den travle familie bag Klarborg-nisserne åbner en ny butik i Hune. Her ser en kreativ ildsjæl frem til at møde de passionerede fans, som i dag lægger navne til de populære nisser

06. marts 2020 kl. 18.15

HUNE: 9. marts sættes der gang i nissesæsonen, når Etly Klarborg åbner ny butik i Hune. Tilværelsen på Ilsigvej skiftes nemlig ud med nye lokaler på Vesterhavsvej, som Klarborg-familien købte lige før jul.

Dermed går Klarborg ned i kvadratmeter, mens placeringen ud til turistområdets primære indgangsvej glæder den berømte nissemor.

- Det er blevet hyggeligt og virkelig godt. Det har været et puslespil af få alle reoler ind, men det lykkedes, fortæller hun glad fra den nye butik.

Foruden den nye butik i Hune åbnes sæsonen også for den oprindelige butik på Gammelbo uden for Moseby, når dørene slås op for 2020-sæsonen den 9. marts. Dermed er familien klar igen efter en lille pause oven på den hårde julesæson for de berømte nisser.

Netop butikken i Gammelbo har heller ikke lidt under, at Etly Klarborg for tre år siden åbnede butik i Hune.

- Det har vist sig som et fantastisk mersalg. Vi var lidt bange for, at butikken tog salg fra Gammelbo. Men det har vi overhovedet ikke. Butikken er på samme niveau som Gammelbo og måske lidt over, mens vi ikke har mistet noget derude, siger Etly Klarborg.

Butikken i Hune har gennem tre år fået mange turister til at stifte bekendtskab med de landskendte nisser, som indtager mange tusinder af danske hjem. Når nordmænd, tyskere og svenskere opdager nisserne i turistområdet, guides de også ud til det oprindelige værksted på Rødhusvej.

- Vi gør meget ud af at fortælle historien bag Klarborg, og kunderne elsker at høre om det, lyder det fra Etly.

- Dem, vi får ind i Hune, dirigeres også ud til vores anden butik. Så de får hele oplevelsen, tilføjer Mads, der er den mellemste af de tre brødre.

Netop brødretrioen er blevet en større del af forretningen bag de ikoniske nisser. De startede med at lægge navn til de første nisser, der blev navngivet, og nu har de selv hænderne dybt nede i maskineriet. Martin, Mads og Mathias - fra ældste til yngste - har nemlig stiftet Klarborg Denmark A/S, der varetager opgaver som distribution, produktion og licenser. Det har de gjort sammen med den lokale erhvervsmand Søren Ibsen, der har flere virksomheder bag sig.

- Vi har en licens fra Etly, som vi arbejder med. Den får hun honorar af som sin løn. Så det bliver i familien, fortæller Mads Klarborg.

Som ekstra mand i familievirksomheden sidder Søren Ibsen som en god tilføjelse, hvis man spørger Klarborg-klanen.

- Søren kan ikke sidde stille. Han er en ildsjæl med gode forbindelser, og han kender folk, der kan alt muligt forskelligt. Det giver os en lidt enklere hverdag, lyder det fra den mellemste bror.

- Han har været god til at støtte os og få os til at fokusere lidt nogle gange, tilføjer Etly.

Med butikken færdigindrettet kan familien nu fokusere på de populære årsnisser, der hvert år tilføjes i masser af samlinger i danske hjem. Hvor de første nisser blev opkaldt efter brødrene, de senere efter resten af familien og sidenhen lokalsamfundet, så finder Etly Klarborg nu navne hos personer fra hele landet, som rækker ud til hende.

Janne og Hans Christian hedder nisseparret i 2020, som også er jubilæumsåret for årsnissepar.

- Janne er en trillingepige, hvor der var nisser med hendes søstres navne. De manglede den tredje, og Janne kunne ikke forstå, hvorfor der ikke var en nisse med det navn. Så skrev hun til mig, og nu kan de få alle tre, fortæller Etly Klarborg.

Det var ligeledes familierelationer, som lagde navn til nissedrengen.

- Hans Christian kommer fra en familie, der næsten havde nisser til hele deres stamtræ. De manglede kun Hans Christian, før det kunne gå op. Det gør det så nu, griner hun.

Således skaber Etly Klarborg ikke kun nogle af julens markante skabninger. Hun opfylder også ønsker.

- Hun er den moderne julemand, tilføjer Mads muntert.

Der er altså masser at se til i nisseverden. Men derfor står Etly Klarborg alligevel selv for at indrette den nye butik på Vesterhavsvej, mens manden Kristian står for alt det praktiske. Mens vi sidder over kaffekopperne, er Mathias - den yngste - i fuld gang med at flytte lageret fra Ilsigvej over i den nye butik.

- Jeg har bare været vant til selv at gøre tingene i 35 år. Jeg modellerer og maler selv den første nisse, før den sættes i produktion, og jeg vil også gerne stå i butikken, siger Etly Klarborg.

- Ja, det er ikke mange år siden, at vi fik dig til at stå lidt mindre i butikken. Det er vigtigt, at du står der, men du skal jo også designe nisser en gang imellem, siger Mads til sin mor med et grin.

Der er altså masser af opgaver at fordele mellem to butikker, værkstedet og den store forretning bag at sende nisserne ud til diverse butikker. Men familien klarer alligevel det hele.

- Det kniber lidt med tiden, og jeg er ikke 20 år længere. Men jeg elsker at snakke med kunderne og høre, hvordan deres nisser står derhjemme. Så jeg må lige ned og kigge i butikken en gang imellem, indrømmer Etly.

Når butikkerne åbner 9. marts får nissemoren igen mulighed for at møde de mange fans og trofaste kunder i sine butikker. Åbningen af den nye butik i Hune fejres med en reception lørdag 14. marts.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste