Livet her

Sandskulpturer tager form i Blokhus

KULTUR: Skulptører er i gang med at frembringe sandskulpturer under temaet Noahs Ark forud for åbningen af Skulpturparken Blokhus

26. april 2021 kl. 15:00

Murerske, spade og spand er nogle af de redskaber, der kommer i brug, når Charlotte Koster, sandskulptør fra Holland, tryller en skulptur frem af et mindre bjerg af sand i Skulpturparken Blokhus. Med kaskettens skygge til at skærme for den skarpe forårssol arbejder hun koncentreret på sit værk.

- Scenen, jeg laver inden for det store tema ”Noahs Ark,” er junglen. Du kan finde mange jungleblade, frugter, en frø med horn og en stor slange - jeg tror, det er en anaconda - en sort panter, to fugle og en kæmpestor elefant. Men den er i maven på anacondaen lige nu, fortæller en smilende Charlotte Koster, som har lavet sandskulpturer i 15 år.

Det er 9. gang, Blokhus Sandskulpturfestival slår dørene op i Skulpturparken Blokhus. I år er temaet, som Charlotte Koster nævner det, Noahs Ark.

Charlotte Koster har deltaget i Sandskulpturfestivalen i Blokhus mange gange. Men en del af de kunstnere fra hele verden, som skulle have deltaget, kunne ikke komme i år. Det har coronaepidemien sat en stopper for. Derfor er det kun fem af Hollands bedste sandkunstnere, som er i gang i Skulpturparken Blokhus i øjeblikket. De er kørt hertil, blevet testet ved hver grænse og gået i karantæne, da de ankom.

Vejret som med- og modspiller

Mirabellerne blomstrer hvidt i kanten af parken, og rundt omkring er bladene på de mange buske og træer ved at springe ud. Alt ånder forår. John Andersen, indehaver af Skulpturparken Blokhus er lettet over, at vejret indtil nu hovedsageligt har budt på plusgrader og tørvejr.

- Det, vi ikke bryder os om, det er, når der er frost. Der er jo desværre et par minusgrader. Det kan sådan lige gå. Men kommer det op på minus fem grader, så skal der ingenting til, før skulpturerne begynder at sprække og springer i stykker. Eller som vi også har oplevet et par sæsoner, hvor de næsten er færdige, så får vi sådan en benhård slagregn, og det har de ikke ret godt af i starten, fortæller John Andersen og fortsætter:

- Det bedste er, hvis vi kan få sol og lidt regn og sol og lidt regn, så de får en skorpe lidt a la franskbrød og rugbrød. Så kan det regne hele sommeren, uden at det gør noget. Så skal de nok blive stående.

Skulpturerne bliver fremstillet af noget helt specielt sand. Sandkornene er kantede og har en bestemt størrelse. Desuden indeholder sandet 10 procent ler til at kitte det sammen. Når skulpturerne er helt færdige, bliver de sprøjtet med en coating, der består af 10 liter vand og 1 liter flydende trælim. Men inden skulpturerne får deres coating, er de meget skrøbelige.

- Det er altid de første 14 dage, jeg sover dårligst, Fordi der er det, at vejret er så vigtigt, siger John Andersen.

Blokhus Sandskulpturfestival, hvor publikum kan se kunstnerne udfolde sig med at kreere deres kunstværker, fortsætter indtil Kristi himmelfartsdag 13. maj, hvor der er indvielse.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu