Smukt anført af Poco Loco bevægede optoget sig gennem Aabybro.
Livet her

Sambarytmer gav genlyd i hele byen

17. maj 2023 kl. 15:56

Omkring 400 børn satte forleden et festligt præg på Aabybro. De kommunale institutioner i Aabybro Øst og Vest og Dagplejen i Aabybro havde nemlig inviteret til det traditionsrige børnekarneval i Aabybro. 

På grund af Covid-19 har arrangementet ikke været afholdt i de seneste tre år, og derfor var der lagt op til fest, da traditionen omsider kunne genoptages.

Også borgmester Mogens Chr. Gade (V) var klædt ud som superhelt.

Temaet var Superhelte, og det var et tema som karnevallets gæster i den grad havde taget seriøst. 

- Superhelte er noget, børn let kan relatere til. Når vi spørger børnene, så siger de, at det er dem, der hjælper en kat ned fra træet eller dem, der er en god ven, siger overordnet dagtilbudsleder Karen-Marie Corneliussen i en pressemeddelelse.

- Hvis man tager voksenperspektivet eller mit perspektiv, så er det dem, der udviser omsorg for hinanden, og dem der arbejder for at bygge og vedligeholde fællesskaber.

Vejrguderne var med årets børnekarneval

Karnevallet startede på festpladsen over for Skipper Clement Børnehave og Vuggestue, hvorefter de næsten 400 festklædte børn gik i parade gennem byen.

Tilskuerne havde taget opstilling langs ruten, hvor de kunne lytte til sambarytmer fra Poco Loco og Jammerbugt kommunes musikskoles showband.

- Det er en stor oplevelse for børnene at klæde sig ud, mærke musikken og gå rundt i byen og se de mange mennesker, og forældre og bedsteforældre, som begejstret betragter optoget, udtaler Karen-Marie Corneliussen.

Efter paraden gennem byen samledes omkring 2000 børn og voksne på festpladsen.

Da optoget var slut, mødtes omkring 2000 mennesker på festpladsen, hvor forældre havde bagt kage til et imponerende kagebord, som frivillige bedsteforældre styrede uddelingen af på fornemmeste vis.

Børnemusiker Michael Bach sluttede festen af med mange af hans superhits, som fik både børn og voksne op fra picnictæpperne.

Michael Bach sørgede for god underholdning på festpladsen.
Annonceret indhold

Nyeste