Salgsoptimisme hos Aabybro-mægler Ny planlov omsider vedtaget: Pensionister får lov at bo i sommerhuset hele året

07. juni 2017 kl. 11.52

Folketinget har netop efter et års tilløb vedtaget ny planlov, som træder i kraft 15. juni. Som et lille, men nok så væsentligt, element i den ændrede lov, er nye regler for hvor længe pensionister skal have ejet deres sommerhus, før de kan vælge at bo i huset hele året. Efter de gamle regler skulle pensionisten have ejet sommerhuset i mindst 8 år, inden man kunne opnå tilladelsen, men fremover gives der tilladelse allerede efter bare et års ejerskab. Sammen med forbedrede finansieringsmuligheder og bedre regler for udlejning af sommerhuse, forventes salget at stige endnu mere, end det allerede er tilfældet, mener Morten Grimm fra EDC Danebo, Aabybro.

- Den nye planlov vil give flere mulighed for at tilbringe pensionisttilværelsen i et sommerhus. Det vil nemlig ikke længere være nødvendigt at have økonomi til to huslejer i en 8-årig periode, sådan som det var efter de gamle regler. Dermed får mennesker med en økonomi der "kun" rækker til en enkelt bolig også mulighed for en pensionisttilværelse i et sommerhus, siger Morten Grimm.

Mange mennesker oplever alligevel, at det tager et år at sætte huset i stand, sælge den gamle bolig, pakke sammen og flytte, så reelt har man stort set ophævet "karensperioden" før man kan flytte ind.

Morten Grimm peger desuden på, af Folketinget i april vedtog at sommerhuse fremover kan belånes med op til 75 pct. billige realkreditlån mod tidligere 60 pct., og at der efter alt at dømme er en forhøjelse af bundfradraget for skattefri udlejning på vej.

- Det er alt sammen vigtige initiativer for at fremme sommerhussalget, og markedet har da også reageret prompte. I EDC har vi i år til dato solgt 29 pct. flere sommerhuse end i samme periode sidste år. Det kraftigt stigende salg vil alt andet lige føre til stigende priser på lidt længere sigt, mener EDC-mægleren.

Der kan endvidere vise sig at være et meget attraktivt bytteforhold ved at købe et sommerhus for de, der er på vej ind i en pensionisttilværelse: - Når man kan sælge sin helårsbolig i byen til en god pris og samtidig købe et sommerhus, som endnu ikke har oplevet samme prisvækst, bliver man naturligvis stillet bedre økonomisk, ikke mindst hvis priserne på sommerhuse efterfølgende stiger, siger Morten Grimm.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste