Sæsonstart for FIF’s herrer

09. juni 2017 kl. 09.42

Efter de seneste års succeser for førsteholdet tager spillere og trænere snart arbejdshandskerne på igen.

FIF Håndbolds nye cheftræner Jonas Røge har indkaldt spillerne til spillermøde 19. juni klokken 19.

- Mine forventninger til opstarten er, at den bliver målrettet. Vi bygger videre på vores spilkoncept og ud fra det, arbejder vi videre med helt klare aftaler i både forsvar og angreb, siger han og tilføjer:

- Vi vil møde jyllandsserie-hold og 3. divisionshold i vores træningskampe, så vores sparring bliver på det niveau, hvor vi skal være til oktober. Herudover er vi tilmeldt Rask Mølle cup i september, hvilket både spillemæssigt og socialt er et fremragende stævne.

Jonas Røge har indtil videre fået tilsagn om en ny spiller med 3. divisionserfaring, og der følger muligvis flere.

- Men som truppen ser ud nu, så har den et fint niveau, siger han.

Det er helt nye hold som FIF mandskabet er kommet i pulje med, idet der er to nedrykkere, VIF Mors og Team Jammerbugt (Brovst/Aabybro), to oprykkere i Terndrup/Blenstrup HK og Nordthy IF samt Blære/Hornum. Spændende bliver det igen med lokalopgørene mod Team Jammerbugt.

- Jeg glæder mig utrolig meget til opstarten. Vi vil i den grad blive testet i denne pulje, og vi skal arbejde stenhårdt og disciplineret for at kunne begå os. Jeg er sikker på, at det i flere kampe vil blive marginalt og for os handler det nu om at manifestere os som et jyllandsseriehold. Vi skal være i jyllandsserien og hvis det fortsat skal være en realitet, så skal vi vinde over andre rigtig gode mandskaber, siger han.

Jonas Røge vurderer, at holdet skal arbejde videre med den vinderkultur, der er i truppen og den tro på hinanden, som spillerne har opbygget.

- Vi har et fantastisk miljø omkring holdet, hvor spillere og trænere værner om hinanden og de værdier, som vi ønsker, skal definere os. Det er et godt udgangspunkt for at tage arbejdshandskerne på igen, så jeg er sikker på, at spillerne også ser frem til den nye sæson, lyder det.

Cheftræneren opfordrer samtidig folk i og omkring Fjerritslev til fortsat at vise flot opbakning til holdet.

- Vi har været meget privilegerede at have så trofast et hjemmepublikum, og det sætter vi stor pris på. Det har betydet, at vi er meget svære at slå hjemme i Idrætscenter Jammerbugt. Så vi håber at se jer igen efter sommerferien, så vi sammen kan skabe en fest omkring håndbolden i FIF, slutter den nye Cheftræner

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste