- Så længe jeg lever
Pandrup Kino viser op til og i påsken tre film.
Den poetiske, dramatiske og humoristiske film om John Mogensens liv, Så Længe Jeg Lever, kan opleves i Pandrup Kino fra 22. til 26. marts klokken 19 samt fredag 23. marts klokken 10.
Filmen er en rejse gennem musikeren John Mogensens liv. Manden der lagde Danmark for sine fødder med store folkelige klassikere som “To mennesker på En Strand", “Så længe Jeg Lever" og “Fut i Fejemøget".
Vi følger ham fra barndommen til hans første gennembrud med Four Jacks for så at gå i glemmebogen - og i hundene - indtil han pludselig brager igennem med sit enorme gennembrud i 1971 med ’Der er Noget galt i Danmark!’.
Desuden viser Pandrup Kino børnefilmen Askedrengen 24. og 25. marts klokken 16 og igen 31. marts til 2. april klokken 16.
Vi er i Norge en gang for længe siden.
Den fattige bondesøn Espen Askedreng og hans brødre begiver sig ud på en farlig rejse for at redde kongens prinsesse, så de kan bruge belønningen til at genopbygge familiens gård.
Prinsessen er blevet kidnappet af Troldkongen; en grusom trold, der siges at være umulig at bekæmpe.
Endelig viser kino også Vores Livs Ferie 27. og 28. marts klokken samt 30. marts klokken 10.
Ella og John har været gift i mange år og trænger til et spontant eventyr. Til deres voksne børns store overraskelse stikker ægteparret af i en gammel autocamper og kører ud på Route 1 mod Hemingways hus i Key West.
Det bliver en tur fuld af sjove oplevelser og eftertænksomme stunder om fortid og fremtid. Det er nu Ella og John har chancen for at mindes et ægteskab drevet af passion og hengivenhed men også af hemmeligheder og overraskende afsløringer lige til det sidste.
Oplev de to Oscarvindere, Helen Mirren og Donald Sutherland, i en forrygende og moden roadmovie, der både leverer gode grin og stof til eftertanke.
Helen Mirren er med filmen nomineret til en Golden Globe for Bedste kvindelige hovedrolle.