Ryttere til landsfinaler

28. juni 2017 kl. 08.39

Han Herred Hestesportsklub var for nylig i landsfinalerne for breddeaktiviteter.

Breddeaktiviteter er discipliner, som rammer mere bredt end de sædvanlige dressur- og springkonkurrencer. Fællesskab mellem deltagerne og samarbejde mellem hest og rytter er noget af det vigtigste. Fællesskabet og humøret var da også i top, da 13 piger pakkede campingvogne og hestetrailere for at drage mod Landsfinalerne 2017. De har gennem foråret kvalificeret sig i vores distrikt i tre forskellige discipliner.

Frederikke Brøndum med ponyen Scarlett deltog sammen med Katrine Søgård på Tarzan og Anna Sofie Krarup Andersen på Laban i disciplinen springstafet. Her skal en ad gangen gennem en bane af spring, hvor hvert spring vurderes af en dommer. Skulle nogle hold stå lige vinder den med bedste tid. Pigerne klarede sig super ved landsfinale-debut.

Louise Sommer og Iben Nørgaard deltog på ponyerne Merle Halsnæs og Clara Frølunde i disciplinen pas de deux. Her skal de to ryttere ride et dressurprogram synkront og bliver vurderet på deres præcision og samarbejde. Siden red de et selvvalgt på program med tilhørende musik og udklædning. Pigerne havde valgt temaet "Gutterne fra Kutterne".

Sidste disciplin var kvadrille, som ligeledes er en dressurdisciplin. Her er der til gengæld otte ponyer på banen samtidig, som skal ride synkront og vise deres samarbejde. De red også dagen efter til musik og i udklædning. Som de førnævnte, havde de valgt at præsentere lokalområdet og red i udklædning og til musik fra Badehotellet.

I alt 26 medlemmer fra Han Herred Hestesportsklub var med i Århus hele weekenden og var med til at vise flaget. Der er nemlig også brug for god forældreopbakning, nogle til at hjælpe med hestene, holdleder, barnepiger, nogle til at lave mad og meget mere.

Under stævnet er der også andre aktiviteter, man kan deltage i sammen med de i alt 300 deltagere fra hele landet. Lørdag aften var der show for alle deltagere og søndag var der fælles præmieoverrækkelse for de vindende hold.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste