Roser til Terapihaven

Austismecenter Nord-Bo har fået donation af Inner Wheel

22. juni 2017 kl. 09.55

- Det er ellers ikke så tit, vi får roser her i terapihaven, spøgte Jesper Schmith, forstander hos Autismecenter Nord-Bo, hvor terapihaven hører under.

- Til gengæld skinner solen altid her.

Tirsdag fik solen lidt ekstra at skinne på, da et nyt bed med roser blev indviet.

De 14 nye roser har navnet "Inner Wheel Forever", og det er den lokale afdeling af Inner Wheel i Aabybro, der har doneret de ferskenrosa blomster, som prinsesse Benedikte navngav i 2015.

Susanne Skov, præsident i Inner Wheel Aabybro, stod selv for at plante et par af roserne sammen med terapihavens brugere.

- Jeg håber, roserne kommer til at bringe glæde her, og overskuddet fra salget af dem går til at hjælpe børn over hele verden, sagde hun.

Jesper Schmith var heller ikke i tvivl om, at pasningen af roserne passer fint ind i de daglige opgaver i terapihavens øvrige arbejdsudviklende aktiviteter.

- De skal jo vedligeholdes, passes og plejes for at leve og blomstre, sagde han.

- Vi har brugt en del tid på den del af terapihaven, vi kalder prydhaven. Og vi har allerede været godt i gang, for der skulle jo køres træ til bedet, spredes rosenjord og graves huller til roserne, supplerede Sonja Madsen, der står for den daglige ledelse i terapihaven.

Efterfølgende blev rosenplantningen fejret med tapas, der var produceret af brugere hos Autismecenter Nord-Bo. Det foregik naturligvis i solen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste