Revy har navne på plads
Revyansvarlig Stine Hyllested har nu alle navnene på sit hold på plads til Arentsminderevyen 2017, der opføres 8. juli til idrætsforeningens årlige sommerfest. Helt usædvanligt er der i år hele to udskiftninger på det efterhånden rutinerede hold. Pernille Overgaard og Nicolaj Skole har af forskellige årsager meldt fra og erstattes af Henrik Eskildsen og Jørn Simonsen, der begge således gør comeback efter flere års pause. Netop de tos unikke samspil på scenen i tidligere revyer, gør at dette års revy forhåbentlig stadig vil være en publikumstræffer. Tidligere revyansvarlig Brian Hyllested kan i år fejre 30 års jubilæum. Derudover deltager Julie Skoven Thomsen, Jesper Pedersen og Mark Georgsen. Hvad revyen indeholder og omhandler er revyholdet som sædvanligt meget tavse om, men en lille flig vil de dog godt løfte. Alle detaljer om den UFO der blev observeret over Arentsminde tidligere på året vil blive afsløret, ligesom sidste modehit fra den lokale tøjbutik Curves n´style selvfølgelig vil få massiv omtale. Arentsminde Idrætsforening håber på en gentagelse af sidste års deltagerrekord på 235 spisende gæster lørdag aften.