Stik rekorden i at hænge længst tid i et tov. Privatfoto
Livet her

Rekord-søndage i Blokhus

29. juni 2022 kl. 07:15

Udover at der hele sommeren vil være musik fra den store scene på Blokhus Torv, vil der om søndagen også være noget for børnene. Erhvervsforeningen Destination Blokhus inviterer til Børnenes Rekorddag hver søndag i uge 27, 29, 30 og 32. Til børnenes rekorddag gælder det om at kæmpe om at blive bedst og slå rekorden i fire forskellige små og underholdende konkurrencer. Hvem kan stable det højeste tårn af Duplo klodser? Hvem kan få flest stykker tøj på kroppen på 15 minutter? Hvem kan hænge i et reb i længst tid? Og hvem kan få flest point på 10 skud i kæmpestort fodbolddart?

- Rekordforsøgene er meget forskellige - og børnene vælger helt selv om de vil være med til et eller flere forsøg. Under forsøgene sikrer en dommer og speaker at børnene kæmper med højt humør og får en god oplevelse. Der sættes en ny rekord i gang ca. hver time, mens Børnenes Rekorddag er i gang, skriver Kate Mackay, eventkoordinator fra Destination Blokhus, i en pressemeddelelse.

Vinderne af dagens rekord får overrakt en flot medalje. Udover rekordforsøgene er der også mulighed for at hygge sig med forskellige små lege og spil på Blokhus Torv. Alt sammen sker selvfølgelig i absolut børnehøjde.

Nyeste