Rejsegilde på præstegården

01. december 2017 kl. 10.37

Fortsætter tidsplanen med at holde kan sognepræst Lone Krogsgaard og familie mandag 12. februar flytte ind i en moderniseret præstegård på Gjøl.

Onsdag var der rejsegilde på renoveringen af den 230 kvadratmeter store bygning, som blev bygget i 1898.

- Med moderniseringen får vi opfyldt et stort ønske, som vi har haft gennem flere år, men der har ikke før nu været de nødvendige midler til stede, og det kan kun lade sig gøre takket være positiv velvilje fra provstiet, sagde Jørn Rytter, formand for menighedsrådet i sin velkomst.

- Det er ikke storhed, men af nødvendighed. Vi fører præstegården tilbage til det oprindelige udseende, men som en moderne bolig. Vi har valgt at bevare bygningen, fordi den passer så godt til kirken og omgivelserne, sagde Jørn Rytter og takkede håndværkede og arkitektfirma for deres indsats inden menighedsrådet bød på røde pølser, øl og vand.

Ud over boligen, hvor sognepræsten har bopælspligt, indrettes der et præstekontor med udsigt over Limfjorden og med kirken i ryggen.

Før den 120 år gamle præstebolig blev opført lå der på samme sted en gammel gård med tilhørende avlsbygninger.

Jorden blev solgt fra i begyndelsen af 1900-tallet, og de gamle bygninger blev revet ned, og en del af den nuværende præstegårds tilbygninger er bygget af genbrugsmaterialer herfra.

Renoveringen er projekteret til en udgift på 3,5 millioner kroner eksklusiv moms.

Under renoveringen sognepræsten og familien genhuset i et lejemål i byen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste