Queens Pub sat til salg
Efter 19 år som ejer af byens værtshus siger Carsten Blirup stop
- Det har været en dejlig tid, som jeg ikke ville have været foruden, men det er også hårdt. Derfor siger jeg stop nu.
Efter 19 år som indehaver af Aabybros eneste værtshus, Queens Pub, har Carsten Blirup sat både pub og bygningen, som også indeholder fire udlejede lejligheder og lokaler til køreskole, til salg.
Og pubben forbliver lukket indtil den er solgt.
Carsten Blirup overtog Queens Pub tilbage i 1998 og stod selv bag baren de første otte år, hvorefter pubben blev forpagtet ud.
- For halvandet år siden ønskede forpagterne så at prøve noget nyt og søgte nye udfordringer, og jeg tog så selv over igen. Men nu er det blevet for hårdt. Der er ikke meget arbejde i at have lejlighederne, men at have pubben er jo ikke kun at stå bag baren. Der er også regnskabet, bemandingsplaner og mange andre ting at se til, siger 55-årige Carsten Blirup.
Han kan ikke klage over opbakningen til pubben, tværtimod.
- Det er jo byens eneste værtshus. Hver gang, der har været et arrangement i DGI-Huset, et bestyrelsesmøde i en forening eller garantmøde, så ender mange af dem her hos os, da Queens Pub er det eneste sted i Aabybro, der har åbent efter klokken 22. Derudover er der så stamkunderne, fortæller Carsten Blirup.
Han har gennem årene opbygget mange bekendtskaber og ikke mindst venskaber gennem pubben.
I dag handler det om flere generationer.
- Når nogle af de unge på 18 -19 år kommer herned, så kan jeg fortælle dem, at jeg kender både deres mor pog far og ved, hvordan de lærte hinanden at kende. Det er sjovt, siger Carsten Blirup.
Han kommer ikke til at kede sig med hænderne i lommerne, når pub, lejligheder og butikslokale er solgt.
- Nej, jeg begynder at arbejde på Aabybro Mejeri, siger han.