Billede beskrivelse

Psykoterapeut flytter ind på Vestergade

05. december 2017 kl. 09.16

Psykoterapeut Janani Ranganathan har netop åbnet ny klinik med samme navn på Vestergade 20 i Aabybro.

- Fokus er at italesætte og arbejde med de tanker, følelser, handlinger og oplevelser, der gør, at klienterne eksempelvis bliver stresset, triste eller føler angst. Gennem samtaleterapien vil jeg gerne give dem de værktøjer, de har brug for til at fungere bedre i hverdagen og opnå en højere livskvalitet. I terapien inddrager jeg også kroppen, da jeg tror på, at krop og sind skal kigges på som en helhed, fortæller Janani Ranganathan og fortsætter:

- Det har stor værdi for mig, at klienten føler sig tilpas og velkommen i min klinik. For mig starter terapien, når man træder ind i det terapeutiske rum, hvor både samtalen og relationen skal være fyldt med nærvær, tryghed og hjertevarme.

Janani Ranganathan har i mange år arbejdet som lærer og blev færdig med grunduddannelsen på Psykoterapeutisk Institut i Århus i 2016. Psykoterapi er samtaleterapi, hvor terapeuten hjælper og støtter mennesker som oplever krise, mistrivsel, ubalance eller udfordringer i hverdagen ved at identificere og ændre dynamikker, mønstre og mekanismer, der ligger bag symptomerne. Udover samtalerne i klinikken fungerer Janani Ranganathan som terapeut hos TUBA i Aalborg, som tilbyder terapi og rådgivning for børn og unge af alkohol- og stofmisbrugere.

- Det var helt fantastisk, første gang jeg satte mine fødder på Vestergade 20 hos indehaver Psykolog Rikke Brix. "Huset" havde en beroligende stemning og både lokaler og beliggenheden var lige, hvad jeg søgte. Jeg føler mig taget rigtig godt imod af de andre i huset og synes, at det er dejligt at vi kan sparre med hinanden, fortæller hun begejstret.

- Jeg har selv haft stor glæde af terapi, og det er så givende, når jeg kan se en positiv udvikling hos mine klienter. Når de kommer og fortæller mig, at samtale- og kropsterapien har givet dem redskaber til at finde mere ro i hverdagen, giver mit arbejde virkelig mening, afslutter hun smilende.

For et år siden flyttede psykolog Rikke Brix sin praksis fra lokaler i Aabybro Centret til de nyrenoverede lokaler på Vestergade 20. Siden har Dorthe Lindegaard åbnet sin klinik for zoneterapi og nu bliver bygningen altså også brugt af psykoterapeut Janani Ranganathan.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste