Præsenterer plan for udvikling

10. juni 2017 kl. 13.51

En ny forening skal gøre området mellem Hav og Fjord til en foretrukken besøgsdestination.

I løbet af foråret af borgere, ildsjæle og erhverv fra Tranum, Skovsgaard, Attrup, Brovst, Øland og Halvrimmen mødtes for at diskutere turisme som drivkraft for vækst og udvikling. Formålet har været at sætte skub på turismen i området mellem Hav og Fjord med den overordnet ambition at bruge turismen som en strategisk løftestang for at skabe flere arbejdspladser og øge den lokale omsætning med positiv indflydelse på områdets fremtid.

Resultatet af udviklingsprocessen er en ny strategi, der sætter retning og form på, hvordan området mellem Hav og Fjord bliver en foretrukken besøgs- og feriedestination. Den peger især på, at de stedbundne kvaliteter og ressourcer, der kendetegner by og land mellem Hav og Fjord, skal aktiveres, udvikles og markedsføres.

Strategien understreger også vigtigheden af at have en stærk, lokal organisering til at sikre fremdrift og synlige resultater. Derfor er der blevet nedsat en styregruppe og fire arbejdsgrupper bestående af lokale erhvervsdrivende og borgere. De har netop taget initiativ til, at der skal stiftes en forening, som tager ejerskab for den nye udviklingsstrategi og sikrer, at der arbejdes i en fælles, strategisk retning.

Visioner præsenteres

På et kick-off arrangement vil styregruppen præsentere de nye visioner og planer for turismeudviklingen i området og invitere endnu flere aktører med ombord.

Gennem hele processen har der været flot opbakning blandt lokale aktører og borgere, og fra projektets side er et stort ønske og håb om, at flere erhvervsaktører har lyst til at tage del i arbejdet og være med til at udvikle områdets tilbud til turister.

Kick-off arrangementet afholdes 14. juni kl. 18.30-20.00 på Tranum Strandgaard. Her inviterer styregruppen indenfor til at høre mere om projektet ved formand for styregruppen, Signe Højmark, og de fire nye arbejdsgrupper. Borgmester Mogens Gade er inviteret til at sætte projektet ind i det bredere fremtidsperspektiv for Jammerbugt Kommune.

Arrangementet afrundes af et musikalsk indslag og smagsprøver fra lokale fødevareproducenter, der skal give lidt indblik i, hvad området mellem Hav og Fjord kan byde på.

Man kan følge arbejdet i facebookgruppen "Turisme som drivkraft.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste