Plan for 28 nye boliger i Nørhalne
teknik- og miljøudvalget har sendt en lokalplan otte uger i høring, som åbner op for byggeri for op til 28 række- eller dobbelthuse eller parcelhuse med en samlet bebyggelsesprocent på 40 på den 1,1 hektar store grund på Vadumvej 49 i Nørhalne.
Det er Michael Klitgaard Sørensen, der bor i byen, som sammen med sin bror, Rasmus Buchardt Sørensen, står bag projektet.
- Vi vil udelukkende opføre rækkehuse, og der bliver både tale om ejer- og lejeboliger. Dog er det stadig uafklaret, om Nørhalne kan bære, at der bygges rækkehuse som ejerboliger, siger Michael Klitgaard Sørensen
Såfremt lokalplanen er godkendt inden sommerferien, så går brødrene i gang med at projektere specifikt. Dog har Rasmus og Michael Klitgaard Sørensen i forbindelse med købet af Vadumvej 49 forpligtet sig til at lade den nuværende beboer blive på ejendommen indtil oktober 2019.
- Derefter begynder vi så at bygge, og første etape med otte lejeboliger bliver opført, hvor den nuværende bygning ligger. Forventet indflytning i de ny boliger bliver i første halvdel af 2020, siger Michael Klitgaard Sørensen.
Han har otte til 10 tilkendegivelser om interesse for boligerne heraf et par stykker for en ejerbolig.
De nye huse bliver vejbetjent fra Vadumvej, og i forbindelse med høringen skal der også findes et nyt vejnavn til det nye boligområde.