Paul og Kent fik fortjenstmedalje i sølv

19. december 2017 kl. 11.34

Paul Anisimow og Kent Nielsen har næsten fulgtes ad lige fra første færd. De gik i samme klasse og selvom det ganske vist var Kent Nielsen, der trådte de første spor i mosset i plantagerne nær Fjerritslev og Tranum, så var Paul Anisimow ikke sen til at følge efter. I år er det 40 år siden, de startede med at arbejde for Naturstyrelsen og det blev fredag fejret med overrækkelsen af dronningens fortjenstmedalje i sølv af skovrider Ditte Svendsen til dem begge ved en lille højtidelighed.

For både Paul Anisimow og Kent Nielsen fandt begge en større glæde ved livet udendørs end at skulle henslæbe tilværelsen bag et skrivebord. Så mens Kent Nielsen startede lige efter niende klasse, valgte Paul Anisimow at tage tiende med, inden han tog springet ud arbejdet som naturens altmuligmand.

Paul Anisimow var endnu ikke blevet 18 år, da han startede og derfor måtte han køre på arbejde på knallert med motorsaven bagpå maskinen.

Begge har de haft hjertet med i deres arbejde - og det så meget, at tiden nu er fløjet af sted og 40 år er gået. I tiden har mange truffet dem i deres naturlige miljø, midt i skoven, hvor skovløber Paul Anisinow og skovarbejder Kent Nielsen har slået deres folder.

Mens Paul Anisimow ret hurtigt valgte at specialiserede sig som traktorfører med bopæl i skovløberboligen i Kollerup Plantage, så fraflyttede Kent Nielsen skovløberboligen i Langdal Plantage for snart 20 år siden. Kent Nielsen fortsatte som skovarbejder og var igennem 15 år planteskoleformand i den nu nedlagte Fosdal Planteskole.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste