Påskeudstilling på Tranum Strandgård
Så varer det ikke længe, inden Tranum Strandgård, Kunst- og kulturcenter lader forårslyset komme ind og afspejle, at en ny sæson står for døren, og den traditionsfyldte Påskeudstilling er klar til at byde alle velkommen.
Fem kunstnere er klar til at vise deres værker indenfor maleri og keramik.
Det er Kathrine van Godt, Pig-art og malerier, Lone Skov Nielsen, malerier, Mikkelin, alias Elin Reinhold, malerier, Jane Wieben, malerier og Ginette Wien, keramik.
Der er fernisering lørdag 24. marts.
Desuden har Strandgårdens tidligere staklade fået ny beklædning, og man er i gang med at indrette den til kunst- og madpakkehus.
Som første etape er der ophængt 12 store billeder, der kan ses fra lørdag den 24. marts.
Billederne er lavet af elever fra 4. og 5. klasse på Tranum Skole i samarbejde med Atelier Tanté. På dagen vil der være flødeboller og saft til alle børn, der møder op.