Livet her

Oplevelser for familier og par i Jammerbugten

SOMMER: VisitJammerbugten kommer med gode bud på, hvor turen kan gå hen i Jammerbugten, når ferien banker på

24. juni 2020 kl. 10:55

Sommeren og ferien står for døren, men hvilke oplevelser kan du give dig i kast med både som familie og som par. Det kommer VisitJammerbugten med nogle bud på.

10 oplevelser for familien

- Oplev rutsjebanenyheden Saven i Fårup Sommerland.

- Book en sejltur med en af de velkendte blå fiskekuttere i Thorupstrand. Oplev at blive trukket ud med spillet og se fuglefjeldet Bulbjerg fra kystsiden.

- Nyd en picnic-tur, hent snobrødsdej ved det lokale Hune Bageri og bag dem over bålet eller i naturbageovnen i Gateway Blokhus.

- Se de imponerende sandskulpturer under temaet Eventyrlige filmfigurer i Skulpturparken Blokhus.

- Oplev de mange søde klappedyr, vær med til fodring eller ponyridning hos Hjortdal Dyrefarm – ca. 350 dyr – 50 forskellige racer såsom vaske- og næsebjørne, kænguruer, diverse egern, fugle og polarræve.

- Lej en cykel eller medbring din egen og nyd en smuk cykeltur på stranden eller bliv rørt på et af mountainbikesporene i Blokhus eller Svinkløv. Book en guidet tur med de professionelle MTB-ryttere hos Feriecenter Slettestrand.

- Leg med familien på en af de fem gode skovlegepladser, som du finder i Blokhus, Slettestrand, Tranum, V. Thorup og ved Birkelse.

- Tag den dyst i fodboldgolf, hvor Jammerbugten har tre velanlagte 18 hullers fodboldgolfbaner, som ligger i Tranum, Nørhalne og Løkken.

- Tag på en kanotur på Ryå. Parker bilen på pladsen overfor Aabybro Mejeri, snup en Ryå is med på vejen og lej på forhånd kanoerne hos FDFkano.dk

- Oplev den smukke natur i Svinkløv eller Blokhus fra hesteryg. Lej islandske heste og tag med på en guidet tur hos Svinkløv Turridning eller Blokhus Ridecenter.

10 gode ferietip for to

- Anne Just´s - Haven i Hune. 7.400 m2 fortryllende havearkitektonisk oplevelseshave anlagt i smukke farvetematiske mindre temahaver sammen med galleri, havehotel og kaffehus.

- Museum for Papirkunst. Kunst i international klasse udført med papir og saks udstillet sammen med øvrige internationale kunstnere. Slut besøget af i den spændende butik med designervarer eller i stedets café.

- Oplev de imponerende sandskulpturer under temaet eventyrlige filmfigurer samt kunstværker indenfor træ og beton eller besøg kunstbutik, markedsarkade og orangeri i den 20.000 kvadratmeter store oplevelsespark Skulpturparken Blokhus.

- Oplev den ældste bydel i Blokhus med Strandingsgården, der tidligere var centrum for skudehandlen. Nyd et måltid og den unikke, stemningsfulde atmosfære på den historiske Restaurant Futten eller lad dig forføre af en gastronomisk oplevelse i Restaurant Blå på Strandhotellet, hvor maden har rødder i den gamle badehotelshistorie.

- Oplev noget af Danmarks naturkanon – Prøv Nordsøstien i Svinkløv eller vandreruten i Fosdalen. Nyd udsigten og picnickurven på Svinklovene og se om du kan kende stedet, hvor scener fra TV-serien Badehotellet er optaget. Afslut turen med kaffe og udsigt på det legendariske Svinkløv Badehotel.

- Shoppetur hos Kalstrup Livsstilshus i Blokhus. Stort shoppingcenter centralt på Torvet med anerkendte mærkevarer indenfor tøj, delikatesser og boliginteriør.

- Få en bid af historien, kunst i topklasse og en smagfuld frokost sammen med unik udsigt over Jammerbugten fra Hotel Nor Badehotellet. En tidligere rigmandsvilla fra 1918 beliggende på toppen af Lien skrænten i Slettestrand. Kombiner med besøg på Kunstcenter Lien, der rummer et stort udvalg af danske og udenlandske Cobra-malere.

- Se havbådende på havbådeværftet i Slettestrand eller oplev autentisk kystkultur med havbådende i Thorupstrand. Sejl med kutter fra stranden på unik 5 timers fisketur eller 2 timers oplevelsestur til Fuglefjeldet Bulbjerg og slut besøget af med fiskefrikadelle hos Thorupstrand Fiskehus eller røgvarer fra Thorupstrand Røgeri.

- Tag med bag om kulissen og få historien om det lille privatejede Åbybro Mejeri, som producerer den prisvindende og anerkendte danske flødeis Ryå Is. Guidet rundvisning (naturligvis incl. smagsprøve) hver tirsdag kl. 14.00 i ugerne 27-32 samt uge 42.

- Besøg havnebyen Gjøl. Oplev stemningen på havnen og besøg den smukke kro med de takkede gavle. Kør en tur på dæmningen, bestig Gjøl Bjerg og se Fuglereservatet Ulvedybet. Kombiner turen med et besøg hos Troldemuseet, hvor du får leveret hele historien om den berømte kunstner Thomas Dam og Gjøl Trolden.

Annonceret indhold

Nyeste