Oplev Nordeuropas største vingefang på Ørnens Dag
FJERRITSLEV: Søndag 24. februar er Ørnens Dag og ved Bygholm Vejle kan man opleve de fantastiske fugle i godt selskab, når Dansk Ornitologisk Forening fejrer dagen.
Det er særligt Nordeuropas største rovfugl, havørnen, også kaldet den flyvende dør, man kan få et glimt af i det unikke fuglereservat, hvor kyndige fuglefolk står klar til at fortælle succeshistorien om havørnen og vise den frem i teleskoper og kikkerter.
Om vinteren er der rigtig gode muligheder for at opleve det store vingesus over det meste af landet og især i det særlige reservat i vejlerne er mulighederne helt fantastiske - her har fuglene året rundt fred og ro til at udfolde sig i reservatet, som er indrettet netop for at skabe de helt perfekte betingelser for fuglelivet. Fra besøgscentret i Vejlerne er man godt placeret med solen i ryggen og har alle kort på hånden til en fantastisk oplevelse med unikke muligheder for at opleve fuglelivet på første parket. Vejlerne har generelt et spændende fugleliv og havørne holder ofte til på engen ud for besøgscentret, hvor Dansk Ornitologisk Forenings lokale guider vil være på stedet og vise fuglene frem samt fortælle om området.
Arrangementet foregår fra kl. 10-14. Man kan læse mere om arrangementet på ørnensdag.dk.