Billede beskrivelse

Ole fandt den oplagte ejendom i landsby: Nu åbner han sit private musiksted for offentligheden

28. marts 2024 kl. 14.00

Det hører til sjældenhederne, at en by med blot 340 indbyggere kan slå dørene op til et spillested, men det er ikke desto mindre tilfældet.

Det nye spillested hedder Hedelund-Live, og manden bag hedder Ole Jørgensen alias Ole Gas, som i de sidste 20 år har turneret i ind- og udland med Kim Larsens og Gasolins sange.

- Min fascination af Kim Larsen og Gasolin startede i 1974, da jeg som otteårig gik gennem stuen hjemme hos mine forældre og hørte ”Stakkels Jim”. Jeg stivnede helt, da jeg hørte sangen - jeg kendte melodien fra ”Skuld gammel venskab”, men jeg havde aldrig hørt den i den version, siger Ole Gas, der siden har været fan af Kim Larsens sange.

I 1990’erne begyndte han at skrive sine egne sange og fik sit eget band, men han måtte erkende, at det ikke var nemt at slå igennem med sin egen musik.

- Jeg tænkte, at hvis ikke det kunne bære, måtte jeg forsøge med det næstbedste, og det var som kopiband med Kim Larsens og Gasolins sange, griner han.

Og det næstbedste har vist sig at være meget godt. Ole Gas har omkring 150 jobs om året, og ifølge presseomtaler, både ligner og lyder han som den Kim Larsen, der døde i 2018.

Købte ejendom på grund af laden

Ole Gas er oprindeligt fra Ulfborg sydvest for Holstebro. For tre år siden slog han sig ned i V. Hjermitslev.

- Jeg fik en tosset idé om at jeg ville åbne et spillested på landet, og begyndte at lede efter en egnet ejendom. Den fandt jeg her i V. Hjermitslev, og jeg købte ”Hedelund” på grund af laden – at huset også var i god stand, var blot et plus, siger han.

Hedelund-Live har i de seneste par år fungeret som et privat spillested, men efter en netop overstået ombygning af laden, er han nu klar til at åbne for offentligheden.

Billede beskrivelse

Der er plads til 120 gæster i laden, som både kan forsyne sig med vådt og tørt. Ole Gas har etableret et samarbejde med Saltum Udeskole, hvor forældre til elever fra 6. klasse assisterer med salg af pølser og drikkevarer. Overskuddet herfra går til finansiering af klassens skoletur.

- Det var faktisk ham, jeg købte ejendommen af, som foreslog, at eleverne kunne hjælpe. Det er den form for netværk, jeg sætter utrolig meget pris på ved at bo i et mindre lokalsamfund, for den slags finder du ikke i Aalborg – her kender alle stort set hinanden, siger Ole Gas.

Spillested er hobby

Gæsterne kan se frem til god musik i nogle hyggelige rammer, og konceptet er kopimusik, hvor publikum kan stifte bekendtskab med musik af Gasolin, Kim Larsen, Smokie osv. Desuden har Mek Pek, og Sussi og drengene været på besøg.

- Nå man bor på landet, skal man altid til byen for at komme til koncert. Her henter vi musikken ud på landet. Min plan er at afholde seks til otte koncerter om året, og det kan naturligvis vokse, hvis behovet er der, siger han.

Første koncert finder sted 19. april, hvor Mr. Smoking indtager scenen i laden på Hedelund, og Ole Gas håber på god opbakning til arrangementet.

- Mit mål med Hedelund-Live er at give folk en god aften med god musik, så de har lyst til at komme igen og fortælle andre om oplevelsen. Det her er ikke en pengemaskine, men kan entrébilletten dække udgiften til kunstneren, så det ikke koster mig penge, er jeg glad. Og skulle det koste mig penge, er det sådan, det er, det koster penge at have en hobby, lyder det lunt fra Ole Gas.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste