Billede beskrivelse

Ørebro er klar til naturfagsmarathon

14. februar 2018 kl. 15.49

Ørebroskolens elever er klar til at vise, hvad de kan, når de i morgen springer på bussen til Aabybro for at deltage i Danmarks største konkurrence i naturfag.

I morgen skal elever fra seks skoler i kommunen dyste om de bedste opfindelser i en konkurrence, hvor over 26.000 skoleelever er tilmeldt.

Blandt opgaverne er, hvordan en lille landsby i Indonesien kan skaffe rent drikkevand, så børnene ikke længere skal bære tunge spande med vand fra floden, at hjælp købmanden til at opdage nye kunder i butikken og hvordan man kan flytte flest kuglepenne hurtigst muligt på en fabrik.

I Naturfagsmaraton arbejder skoleeleverne med opgaver, der sætter teknologi på skoleskemaet. At få teknologi ind i undervisningen er en vigtig del af formålet med Naturfagsmaraton, fortæller Nanna Seidelin, direktør Naturvidenskabernes Hus, der står bag Naturfagsmaraton.

- Vi vil gerne inspirere unge til en fremtid med naturfag og teknologi ved at vise dem, hvilken forskel de kan gøre for andre mennesker med viden om teknologi. I år handler en af opgaverne for eksempel om pumpeteknologi, som virkelig betyder meget for mennesker, der ikke har adgang til rent vand, siger Nanna Seidelin.

Opgaverne til naturfagsmarathonet er blevet offentliggjort i november - og siden da har eleverne fra Ørebro arbejdet intensivt op at forberede sig til konkurrencen, fortæller lærer på Ørebroskolen, Karin Bach Andersen, der står i spidsen for børnene i morgen.

Hun har sammen med eleverne udviklet helt unikke løsninger - og er særdeles stolt af sine elever, der blandt andet har udviklet en lille landbrugsmaskine, der kan så.

- Der er virkelig blevet lavet noget godt, siger Karin Bach Andersen, der er lige så spændt som sine elever på, hvad torsdagen kommer til at bringe.

Til finalen i Aabybro deltager 5. og 6. klasser fra Aabybro Skole, Fjerritslev Skole, Ørebroskolen, Nørhalne Skole, Gjøl Skole og Aars Skole med ialt 15. klasser.

Naturfagsmaraton er støttet af Novo Nordisk Fonden, Nordea-fonden, Undervisningsministeriet og Grundfos.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste