Billede beskrivelse

Øget fokus på socialt bedrageri

20. juni 2017 kl. 15.29

Der er penge i at finde sociale bedragere. Jammerbugt Kommune mener, at der kan indhentes en halv millioner kroner mere til kommunekassen ved at ansætte en person ekstra i opklaringen af sager om socialt bedrageri.

Det har kommunens økonomiudvalg besluttet.

- Vi sætter det i gang så hurtigt som muligt. I forhold til retssikkerheden og borgernes opfattelse af, at man kun skal have det, man har ret til og ikke mere, er det et skridt i den rigtige retning, siger han.

Der er i øjeblikket én medarbejder på kommunens inddrivelseskontor, der dedikeret arbejder med socialt bedrageri, men flere medarbejdere bidrager.

En årsrapport for 2016 viser, at der i Jammerbugt Kommune blev inddrevet 2,8 millioner kroner. Som tidligere beskrevet i NORDJYSKE har andre kommuner, blandt andet Ringkøbing-Skjern, haft succes med at ansætte en medarbejder ekstra på samme måde, som man nu vil gøre det i Jammerbugt. I Ringkøbing-Skjern fandt en ansat medarbejder bedrageri for godt to millioner kroner i 2015. Derefter ansatte kommunen en ekstra medarbejder, og året efter blev der inddrevet for 6,5 millioner kroner.

I Jammerbugt Kommune er indsatsen i 2017 rettet mod bedrageri med sygedagpenge, tabt arbejdsfortjeneste, kontanthjælp og førtidspension.

- Det er forskellige ting, der snydes med. Det kan være sociale ydelser i forhold til, hvis man er samboende i stedet for at bo hver for sig. Andre får måske ydelser i form af førtidspension eller kontanthjælp mens de arbejde ved siden af. Nogle kan have svært ved at se, at de kun skal have, det de har ret til og ikke mere, siger Mogens Gade.

Men det er ikke kun på det sociale område, kommunen vil sætte ekstra mandskab ind for at inddrive penge til kommunen.

Det sker også i forbindelse med, at kommunerne har fået inddrivelsesmuligheden tilbage med ejendomsskatter. I september 2015 besluttede SKAT at suspendere al automatisk inddrivelse af gæld til det offentlige via it-systemet EFI. Folketinget har på den baggrund besluttet, at inddrivelsen af restancer på ejendomsskatteområdet overgår fra SKAT til kommunerne. Det skete pr. 1. januar 2017.

Til den opgave har kommunen fået 120.000 kroner i refusion via bloktilskuddet.

- Vi ansætter også på det her område en ekstra person, fortæller Mogens Gade.

Provenuet forventes ligeledes at blive på en halv millioner kroner.

- Vi har besluttet at udnævne en pantefoged til inddrivelse af restancerne, siger Mogens Gade.

I Jammerbugt Kommune arbejder man med at få tilpasset it-systemer til den nye opgave, og man arbejder blandt andet med at uddanne medarbejdere.

Udover inddrivelsen af restancer sætter kommunen også ekstra fokus på momskontrol.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste