Nytårsbad i Blokhus
Hold på nytårshat og briller og gå med i bølgerne på Blokhus Strand 31. december klokken 11.00.
Sådan lyder opfordringen fra Erhvervsforeningen Destination Blokhus, som sammen med VisitJammerbugten og Søstjernerne gentager sidste års store succes og inviterer alle friske badenymfer og strandløver til et forfriskende nytårsbad. Nytårsaftensdag inviteres alle til en forfriskende dukkert i det brusende Vesterhav, som er en god måde at friske både krop og sjæl op og gøre sig ekstra klar til at indtræde i 2018.
- Jeg synes ikke, vi behøver at vente med at starte festlighederne til om aftenen, derfor vil jeg opfordre alle til at komme iført en festlig nytårshat, siger Eventkoordinatorelev Astrid Graungaard fra VisitJammerbugten og fortsætter.
- Det bliver nok lidt koldt, og derfor vil der være en Blokhus Bitter at varme sig på, når alle badende gæster kommer op af vandet.
Hvis det ikke er tilstrækkeligt til at få varmen, vil der også være mulighed for at benytte sig af saunahytten.
- Selv om mange vil føle, at det er en udfordring at gå i Vesterhavet om vinteren, så er det også utrolig sundt for kroppen og derfor en sund måde at slutte året af med eller en god vane at tage med ind i det nye år, siger Astrid Graungaard.