Nyt værksted i Fjerritslev
De første biler har allerede været en tur på liften.
Alligevel er det først for alvor i denne uge, at det nye autoværksted Fjerritslev Autoteknik kører portene op på Fabriksvej 1 i Fjerritslev.
- Det er gået rigtig hurtigt fra beslutningen blev taget, og til vi nu åbner. Men vi regner bestemt med at være klar, siger Kenneth Holst-Pedersen, der sammen med Rene Bech, står bag værkstedet.
De har begge mere end 20 års erfaring som mekanikere og har senest arbejdet på henholdsvis Q8 værkstedet og hos Toyota i Halvrimmen.
- Vi har arbejdet sammen før og ved, at det kan fungere. Og vi har allerede haft værksted sammen hjemme ved siden af vores andre job, fortæller Kenneth Holst-Pedersen.
Det er blot en måneds tid siden, at de to besluttede sig for at blive selvstændige, så der har været fuld tryk på for at få lokalerne klar og flyttet værktøj over.
- Vi har længe snakket om, at det måske var noget, vi skulle engang. Men pludselig bød muligheden sig, og så måtte vi jo springe til, siger han.
Værkstedet tilbyder reparation og service af alle bilmærker, og Kenneth Holst-Pedersen og Rene Bech kan også montere solfilm.-kat