Nyt liv til hvide vægge

Sparekassen Vendsyssel skænker kunst til friplejehjem

07. juni 2017 kl. 09.55

Sparekassen Vendsyssel i Brovst har ryddet op i kælderen, og det er kommet Brovst Friplejehjem til gode. Kælderen gemte nemlig på en masse kunst, primært litografier. Samlingen er en slags "dødsbo" - for mange af billederne stammer fra nedlagte pengeinstitutter i Halvrimmen, Skovgård og Brovst.

Formand Torben Løth Mortensen og medlemmer fra kunstgruppen Keld Simoni og Anni Guldhammer fra friplejehjemmet stod forventningsfulde klar til at modtage de mange billeder, da sparekassens personale ankom med fyldte biler. 32 værker i alt var stuvet ind i bilernes bagagerum.

- Det er lidt af en blandet landhandel, men så er der nok noget for enhver smag, sagde Anni Guldhammer. Hun glæder sig til at hænge alle værkerne op på plejehjemmets tomme hvide vægge. Hun har allerede lagt planer om at farvekoordinere billederne og sy lidt matchende puder, så hver gang får sin farvetone.

Der var også glaskunst blandt værkerne i form af nogle store blå fisk monteret på et net.

- De skal hænge i køkkenet - lige over stegepanden, kom det spøgefuldt fra Keld Simoni.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste