Nye vandrør hos Brovst Rideklub
De gamle vandrør klarede ikke sidste vinters frost
BROVST: Brovst Rideklub fik i september bevilliget 78.000 kroner til ny vandforsyning fra SE vækstpulje Nyfors.
De gamle vandrør i staldene var slidte og måtte sidste vinter bukke under for den hårde frost.
- Det er derfor med stor glæde at kunne meddele, at en ny vandforsyning i staldene nu er en realitet, oplyser formand Katrine Riis.
Arbejdet er blevet udført af Vedsted VVS, som på bedste vis har skabt et anlæg der kan modstå hård frost, og dermed forbedre forholdene for hestene i staldene.
- Vi er i Brovst Rideklub stolte over resultatet, og utrolig taknemmelige over støtten fra SE vækstpulje Nyfors, oplyser formanden.