Nye træer og skilte i Fjerritslev midtby
FORSKØNNELSE: Søndergade er nu igen blevet »sig selv« efter lang tids gravearbejde
FJERRITSLEV: Efter færdiggørelsen af Søndergade, der i en lang periode var gravet op som led i den igangværende separatkloakering i Fjerritslev, har Jammerbugt Kommune nu plantet nye træer til erstatning for dem, der måtte lade livet undervejs i projektet.
Træerne er i fuld størrelse, så det hele tager sig flot og naturligt ud, akkurat som det var før. Samtidig er gadebelysningen i Søndergade og Vestergade udskiftet til de nye, enkle lamper, som her i juletiden også har været pyntet med de kendte stjerner fra tidligere år.
Der er endvidere opsat nye skilte, som har til formål at synliggøre de cykel- og vandreruter, som passerer igennem Fjerritslev. Ikke mindst fortjener Hærvejens gennemløb at komme frem i lyset, og nu kan man eksempelvis se, at der venter 105 kilometer forude til fods eller på cykel, hvis man vil følge Hærvejen mod syd via Husby Hole til pilgrimsbyen Viborg.