Nybyggerne strømmer til Nørhalne

07. marts 2022 kl. 16.00

Tynde grene fra en nyplantet hæk omkranser en have. Længere nede ad gaden hopper hujende børn i trampolin. På Nørhalnes nyeste vej, Nicolajs Have, ligger de nybyggede enfamiliehuse side om side. Ifølge formand for Nørhalne Borgerforening, Orla Stenkær, er omkring 150 nye grunde blevet udstykket og bebygget i Nørhalne siden finanskrisen.

- Det betyder noget for ens selvforståelse som by, at man er et attraktivt bosætningsområde, siger Claus Svendsen, som er nyvalgt kommunalbestyrelsesmedlem for Venstre, tidligere formand for Idrætsforeningen Fremad Nørhalne og har været med til at starte Nørhalne Samarbejdet, en paraplyorganisation for byens foreninger, skole og Brugsen.

Nørhalne har i dag cirka 1.450 indbyggere, og det gør den til Jammerbugt Kommunes syvende største by og én af de byer, hvor der er mest vækst i indbyggertallet.

Børnefamiliernes mekka

Jammerbugt Kommunes bosætningskonsulent har flere bud på, hvorfor Nørhalne er en attraktiv by at bygge hus i.

- Alt er tæt på – skole, daginstitutioner og indkøbsmuligheder. Derudover er byen kendetegnet ved et meget aktivt foreningsliv, et godt fællesskab og mange ihærdige frivillige ildsjæle. Samtidig ligger Nørhalne meget tæt på Aalborg og kun få minutters kørsel fra motorvejen. Det er dermed hurtigt at pendle til og fra arbejde i Aalborg, hvilket gør det nemmere for de mange børnefamilier at få hverdagen til at hænge sammen og få mere tid til familien. Sidst men ikke mindst kan mange finde den bolig eller byggegrund, de drømmer om, til en fornuftig pris. Det er også nogle af de ting, tilflytterne peger på i vores undersøgelser, fortæller June Haugaard Mejlholm, bosætningskonsulent i Jammerbugt Kommune.

Claus Svendsen er enig med hendes betragtninger.

- Men det er også fordi, vi gerne vil være børnefamiliernes mekka. Og det kan vi se, at dem, der flytter hertil, er jo typisk børnefamilier. Vi oplever også rigtig mange, der flytter tilbage. Altså børn af byen, der er flyttet til Aalborg for at studere og er flyttet tilbage igen. Så det betyder jo noget, at der er noget interesse for vores by. Det betyder noget for vores skole, at der er masser af børn. Det betyder noget for vores idrætsforening, at der er masser af medlems-muligheder. Så på den måde, så er det jo den sjove cirkel at komme ind i. Og alle vil jo gerne være en del af en succes. Så på den måde, tror jeg, det gør meget for den der selvforståelse, siger Claus Svendsen.

Ikke flere byggegrunde

Nybyggeriet er gået så godt i Nørhalne, at der ikke er flere grunde at bygge på.

- Lige nu handler det om at få nogle byggegrunde, fordi de sidste to eller tre år har der ingen grunde været til salg. Og jeg ved jo, der er folk, der står og tripper for at komme ind, fortæller Claus Svendsen.

Han tror på, at der snart kommer nogle nye byggegrunde.

- Jeg synes, det ser lyst ud. Og det er jo fordi, vi har to områder, der er i kikkerten, siger Claus Svendsen og pointerer, at det også er vigtigt, at byens institutioner følger med udviklingen i indbyggertallet:

- Der er jo en bagside af det. Det er, at vi skal sikre, at de der ting, de følger med. Har vi børnepasningsmuligheder nok? Er vores skole stor nok? Og de ting skal vi være meget bevidste om. Og det er også derfor, det er noget af det, som vi arbejder med i Nørhalne Samarbejdet.

Ildsjælene i Nørhalne tror på en udvikling, hvor nybyggere og udvidelse af børnepasning og skole følges ad. Derfor planlægger de i øjeblikket en ny bosætningskampagne, der skal få særligt unge aalborgenseres øjne op for Nørhalnes mange kvaliteter.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste