Ny skoleleder med ideer i skoletasken
Vested Friskole har ansat 46-årige Mikael Rasmussen
Vedsted Friskole i Birkelse har fået ny skoleleder. Det er 46-årige Mikael Rasmussen.
- Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg ville søge stillingen, fortæller Mikael Rasmussen, der oprindeligt er uddannet historiker, men de sidste godt ni år har arbejdet på friskoler rundt om i landet: først på en friskole ved Slagelse, siden på en friskole i Kalundborg Kommune. Fra maj 2013 og frem til nu, har Mikael Rasmussen været ansat som skoleleder, først på Sdr. Vium Friskole i Sydvestjylland, siden på Bjergby Friskole på Mors.
- Vedsted Friskole er en skole, der hviler meget i sig selv og med et godt solidt børnetal på 98, siger han.
- Og gode, solide lærerkræfter, siger han.
Det betyder dog ikke, at han ikke også har ideer, der kan udvikle skolen, fortæller skolelederen, der lige nu mest fungerer som vikar, men som i fremtiden selv vil undervise fast i blandt andet dansk, engelsk historie og musik ved siden af sit administrative arbejde.
- Jeg har stor respekt for traditionerne (Vedsted Friskole har rødder i de grundtvig-koldske skoletanke, red), og den vante måde, man samarbejder på her på skolen. Jeg har derfor ingen intentioner om at lave en hel masse om her og nu - og slet ikke hen over hovedet på skolens forældre og ansatte. Fornyelse og forandring skal ske i en god og tæt dialog - og ikke mindst i et tempo, så alle kan følge med og føle sig trygge hele vejen, siger han. Noget han også understregede i sin tale til eleverne, forældrene og lærerne, da skolen holdt reception for ham.
Elever og lærere kan derfor forvente, at der bliver fokus på trivsel - herunder, hvordan for eksempel mobning kan undgås.
- Jeg kunne desuden godt forestille mig, at indføre en international dimension, som vil medføre, at skolen får et partnerskab med skoler i Sydeuropa, siger han.
En anden mulighed er at udvikle en medielinje, hvor eleverne skal lære om medier og ikke mindst lære at tænke kritisk i forhold til de ting, de støder ind i på for eksempel nettet, siger han..
- Med blandt andet TV2 Nord inde i Aabybro kunne det jo sagtens tænkes, at der kunne opstå et samarbejde, siger han.
- For mig handler det også om, hvordan vi kan bibeholde, at eleverne tager 9. og 10. klasse her, og der tror jeg, at de to linjer vil være en god indgangsvinkel.
Mikael Rasmussen pendler fortsat til skolen, men der er på længere sigt planer om, at hans kone og tre-årige datter flytter med til området omkring skolen, håber han.