Ny skobutik er et familieprojekt
Siden starten af august har Aabybros borgere fået et nyt alternativ, når det kommer til at købe fodtøj.
HH Sko Outlet er åbnet på Skeelslundvej, og dermed er der flyttet mere end en skobutik til området. Med forretningen følger nemlig et ekstra firma og en familie, der har fundet vejen til byen.
Familien bag hedder Holm og kommer fra Saltum. De har i forvejen Jydsk Brolægning, der har fået kontor i de samme lokaler som skoforretningen.
Sønnen Daniel var den oprindelige initiativtager til butikken HH Sko Outlet.
- Daniel fik faktisk idéen. Han har tænkt over at starte noget op i flere år, og det her kunne være noget. Sko er ikke lige noget, som folk køber over nettet. Så udviklede det sig til, at det faktisk blev til noget, fortæller Conni Holm, der står bag disken.
Ved siden af butikken er Daniel Holm kørende sælger, mens Conni Holm også passer kontoret for Jydsk Brolægning.
Han kommer med en baggrund, der passer med den nye butiksåbning. Baggrunden er fra Sportigan og Sportsmaster.
- Han hjælper med at bestille varer, og vi hjælper bare hinanden generelt. Jeg kan give et andet perspektiv og nogle andre ting, fordi jeg har noget andet erfaring og er lidt ældre, fortæller Conni Holm.
I forhold til opgaven med at passe kontoret i familiens andet firma får hun også en ny måde at arbejde på.
- Her kommer jeg pludselig til at have kundekontakt, og det er ret hyggeligt. Det er fint at kombinere det. Når der bliver lidt stille, så kan jeg gå ud på kontoret, siger hun.
Familien har desuden købt byggegrund på Horsbækken i Aabybro og flytter dertil, når alt står klart, mens Daniel Holm bor i Ryå.
Dermed er hele tilværelsen så småt flyttet til Aabybro-området.
Her har Conni Holm også oplevet en god start på familiens nye eventyr.
- Vi har været meget overraskede. Vi var spændte på, hvordan vi blev taget imod. Men det har været rigtig godt, fortæller hun.
Især beliggenheden ved omfartsvejen har vist sig at være en god beslutning.
- Rigtig mange siger, at de lige så os, da de kom forbi. Så det giver godt, at man kan se os fra alle sider her. Så beliggenheden er i orden, siger Conni Holm.
Placeringen har ført en del turister forbi butikken gennem de første uger, mens de lokale har benyttet sig af de nye muligheder for at købe sko i området.
- Der har været mange lokale, der har sagt, at det er et godt initiativ. De vil ikke give i dyre domme for sko, som deres børn hurtigt vokser ud af. Men det er både lokale og turister, vi får ind, lyder det.