
Ny SFO får fede udearealer
Børnene i skolefritidsordningen ved det kommende Skolecenter Jetsmark kan godt begynde at glæde sig. En bevilling fra Nordea Fonden på 1 mio. kr. skal nemlig bidrage til yderligere en styrkelse af de uderum, som allerede er indarbejdet i byggeriet.
Under overskriften ”Læring i bevægelse – bevægelse i læring” bidrager bevillingen til, at der bliver skabt muligheder for flere og mere forskelligartede udeaktiviteter.
Formålet med ansøgningen har været at favne børnenes ønsker bedst muligt. De kommende brugere har således været inddraget i processen med at etablere den nye SFO og de tilhørende udearealer.
Ønskerne har udmøntet sig i tre overordnede temaer, der henholdsvis dækker over ”Rum til ro”, ”Rum til at eksperimentere” og ”Fede bevægelsesmuligheder”. Dette manifesterer sig blandt andet i etableringen af en junglesti, som kommer til at sno sig gennem legepladsen og det store aktivitetsområde.
Langs banen monteres bænke, hængekøjer og opholdspladser, hvor fællesskaberne kan dyrkes.
Ifølge Nordea Fonden er det er ikke mindst de gode idéer fra børnene, der har gjort, at fonden har bevillige det maksimale beløb til Skolecenter Jetsmark.