Ny psykolog med fokus på det gode liv

Katrine Nissen åbnede i september dørene til Psykologhuset Jammerbugt i Brovst

25. oktober 2017 kl. 09.30

Brovst: 14. september åbnede autoriseret psykolog Katrine Nissen Psykologhuset Jammerbugt i Østergade i Brovst.

Her en måneds tid senere er hun godt i gang i huset, hvor naturen er en integreret del af indretningen.

For eksempel er venteværelset indrettet som en birkeskov, og køkkenet er fyldt af en rislen af vand.

Det er bestemt ikke helt tilfældigt, fortæller Katrine Nissen.

- Jeg har gjort meget ud af at bringe naturen indenfor, fordi naturen virker helende på os mennesker, siger hun smilende.

37-årige Katrine Nissen er uddannet psykolog fra Aalborg Universitet i 2010, og hun har siden suppleret sin uddannelse med uddannelser til coach, mindfulness-instruktør og qigong-instruktør (en form for kinesisk yoga, red.).

- Jeg har erfaring som selvstændig psykolog fra både Frederikshavn og Aalborg, hvor jeg ejer Psykologhuset Aalborg. I Psykologhuset Jammerbugt kan man få hjælp til forskellige problemstillinger. Her kan man komme, hvis man lider af stress, angst, depression, lavt selvværd og andre kriser i livet, forklarer hun.

Herudover tilbyder hun et par gange om året workshops og kurser.

- Jeg startede allerede 18. oktober et forløb i qigong, ("tjigång," red).

- Det er stressreducerende og helbredsopbyggende bevægelser for krop og sind - en såkaldt body-mind træning, og man kan altså sagtens nå at være med endnu, siger hun.

Et andet vigtigt kodeord i Psykologhuset Jammerbugt er "positivitet."

- Mit mest populære kursus er i positiv psykologi. Kurset hedder "Det gode liv," og her får kursisterne viden om, hvordan man selv kan øge sin glæde i hverdagen og skabe det liv, man ønsker sig. Kurset er en kombination mellem undervisning, workshops og små øvelser, hvor man træner teknikkerne, forklarer Katrine Nissen.

Planen er, at Katrine Nissen vil dele sin tid mellem de to psykologhuse i Brovst og Aalborg.

- Jeg har ansat en ny psykolog i Aalborg, så jeg håber på længere sigt, at jeg kommer til at tilbringe rigtigt meget tid her i Brovst, siger Katrine Nissen, der også selv er flyttet til Brovst, hvor kæresten allerede boede.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste