Ny hjertestarter på plads

Grundejerforeningen Højgaarden i Fjerritslev får ny hjertestarter efter den gamle blev stjålet

07. juni 2017 kl. 15.47

Grundejerforeningen Højgaarden i Fjerritslev har igen fået en permanent hjertestarter i stativet på Valmuemarken.

Foreningen købte kort før påske en hjertestarter og satte den op i et speciallavet stativ, men allerede få uger efter forsvandt maskinen fra sit skab. På trods af, at hjertestarteren af mærket Cardiac Science Powerheart G5 blev efterlyst gennem Nordjyllands Beredskab, er den aldrig dukket op, og formand for grundejerforeningen Anders Henriksen vurderer den derfor stjålet.

Men nu har netop Nordjyllands Beredskab i samarbejde med importøren Rescuetekniq Aps sat en anden hjertestarter op til foreningen.

- Jeg synes virkelig, det er et flot tilbud. Vi har fået at vide, at vi bare beholder denne her indtil den anden måtte komme til sted. Og der er ingen udløbsdato på ordningen, siger Anders Henriksen.

Grundejerforeningen har selv købt og betalt den oprindelige hjertestarter, som koster mellem 15 og 20.000 kr. og havde ikke fået tegnet forsikring, fordi hjertestarteren var så ny.

- Men med den her gestus bliver vi holdt skadesløse, for det har nemlig vist sig, at det var meget svært for os at tegne forsikring for en enkeltgenstand som en hjertestarter jo er, siger han.

Den nye hjertestarter er den såkaldte G3 model - og dermed en lillebror til den model, foreningen selv havde købt. Men formanden mener ikke, at det har nogen praktisk betydning, G3-modellen er fortsat den mest udbredte.

Beboerne i området er nu også klædt på til at bruge den. Grundejerforeningen har netop afholdt to kortere kurser i at bruge maskinen og i basal hjerte-lunge-redning.

- Vi havde fået Claus Hermansen, den lokale leder af Beredskab Jammerbugt til at holde kurset. Og det var en kæmpe succes, fortæller Anders Henriksen.

Den ene dag var der 40 deltagere, mens der den anden var 20.

Succesen har nu fået grundejerforeningen til at overveje om man skal lave nogle længere kurser for medlemmerne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste