Ny ansigter på kommunens direktørstole
Fra oktober sidste år og til nu har tre kommunale direktører sagt farvel til deres job hos Jammerbugt Kommune.
Senest er direktøren for børne- og familieforvaltningen, Jan Lund-Andersen stoppet pr. 1. juni. Indtil der findes en ny direktør er skole- og dagtilbudschef Diana Lübbert Pedersen konstitueret i stillingen som direktør.
I oktober sidste år forlod kommunaldirektør Henrik Hartmann Jensen sin stilling. I december fulgte vækst- og udviklingsdirektør Jacob Bisgaard i kommunaldirektørens fodspor.
- Henrik Hartmann Jensen ønskede at trappe ned, Jacob Bisgaard fandt et job tættere på bopælen og Jan Lund-Andersen ønskede nye udfordringer efter syv år i jobbet som børne- og familiedirektør. Vi har fået to nye medlemmer af direktionen, og det er godt for en organisation at få nye kræfter ind, siger Mogens Chr. Gade.
- I forhold til kontinuiteten er vi lige nu lidt udfordret, men vi har stadig Hanne Madsen til at repræsentere kontinuiteten som direktør for social-, sundheds- og beskæftigelsesdirektør. Dertil kommer kommunalbestyrelsen, hvor flere har været med i mange år, og hele forvaltningen. Det er godt med nye folk - det giver en ny dynamik, siger Mogens Chr. Gade, der ud over at være kommunens politiske leder er dens administrationschef.
Ifølge jobannoncen skal den nye børne- og familiedirektør være "en dokumenteret kompetent leder, der allerede har erfaring med området, som er tydelig og kan skabe udvikling og lede en forvaltning og som "leverer varen".
"Den nye direktør har nok prøvet noget lignende før og er vant til at begå sig i en politisk ledet organisation," står der i opslaget.
Der er ansøgningsfrist 6. august.